Om mig

Hej med dig!

Jeg hedder Kristian Botoft Kvist, er 29 år gammel og sidst jeg havde en fast bopæl, boede jeg i Hatting lidt udenfor Horsens. Så længe tilbage i tiden jeg kan huske, har ferietiden altid været den bedste tid på året og noget som jeg virkelig altid så frem til. Sådan har jeg det stadig og derfor ville det jo være oplagt at forsøge at gøre min passion, til en levevej. Derfor ønsker jeg i fremtiden at arbejde indenfor rejsebranchen, om det bliver som fotograf, skrive guidebøger, rejseberetninger, rejsekonsulent eller lignende, det ved jeg ikke. Men jeg bliver hvert fald nød til at have et arbejde, da jeg indtil videre ikke har vundet i lotto. Jeg er helt sikker på at det skal være med noget indenfor rejse og opdage verden, da det er det jeg elsker. At opleve verdens forskelligheder igennem alt fra kultur, religion, sprog, gastronomi, natur og meget mere undervejs på mine rejser, betyder alt.

Jeg forstår godt min familie og venner ofte ryster på hovedet af mine rejser og min til tider unormale store udlængsel. Men det er jo ikke fordi jeg flygter fra Danmark, eller dem. Faktisk er de den eneste grund til, jeg nogensinde kommer hjem igen. Jeg er ikke født til at leve og arbejde det samme sted hele mit liv, eller hvert fald ikke på nuværende tidspunkt. Jeg tog en toårig handelsskole uddannelse, for at have noget at falde tilbage på, hvis alt skulle ramle sammen. Den har jeg så ikke fået brug for endnu, da jeg efter handelsskolen valgte at arbejde på Danish Crown i Horsens, altså et ufaglært arbejde, på både nat- som daghold med en løn, der var udregnet via en fælles akkord. Der sled jeg på min krop og psyke igennem fem år, for at spare op til mine eventyr, men i februar 2019, sagde jeg fra og op. Siden da har jeg været arbejdsløs og leget med tanken om at rejse, på fuldtid. Min nysgerrighed på verden og min udlængsel blev kun forstærket da jeg mistede min bror, til kræften i 2009. Han var ikke bare en fantastisk storebror, han var også en kæmpe rollemodel og stort forbillede for mig. Han nåede at opleve utrolig meget i hans 23årig korte liv og det vil jeg også. Jeg vil hvis jeg er så heldig at blive gammel, få en fantastisk kone, børn og børnebørn være den bedstefar, der kan fortælle om dengang han rejste ud i verden, først alene og sidenhen med deres bedstemor, for at blive klogere på verden. Jeg vil ikke ligge i en hospitalsseng og fortryde noget, jeg ikke gjorde. Jeg vil hellere fortælle om mine enestående oplevelser og rejser, samtidigt med at jeg kan grine af de fejl og oplevelser, der var tæt på at gå galt. Fordi selvom det kan lyde som om jeg lever det perfekte liv, så er det ikke altid en dans på rosenblade. Jeg føler mig også ofte fortabt, ked af det, ensom, frustreret og om jeg egentligt lever mit liv, fuldt ud. Man kan nemlig nemt føle sig anderledes og blive usikker på ens tilværelse, når gamle klassekammerater får ægtefælle, hus, børn og Volvo, alt imens jeg sidder og drejer på en globus, for at regne ud hvor jeg næste gang, skal rejse hen. Mit liv kan alle få, det handler om viljen, lysten, stædighed og om at prioritere sin økonomi til at rejse højere, end at gå i byen, købe dyrt tøj og materielle goder.

Jeg foretrækker at backpacke med rygsæk på den budgetvenlige måde, så jeg rejser helst som de lokale og 99/100 gange booker jeg hellere på de billige pladser, kontra de dyre. Jeg kan sagtens se meningen med ferier på et hotel, all-inklusiv og hvor man maks. Skal bevæge sig fra poolen til baren, i løbet af dagen. For mig må man bare ikke sammenligne rejser med ferier, det er to vidt forskellige ting. Ferier er luksusrejser, charterferier med all-inklusiv osv, hvorimod rejser for mig er rygsæk, leve for et minimum for at få rejsen til at strække sig længere, bo hos de lokale, sove på sovesale og dele køkken med andre. Primitivt for nogen, et paradis for mig.

Jeg har haft fornøjelsen af sommerferieture med familien, igennem hele min opvækst. Nogle af dem bestod bl.a. af kør-selv ferier fire år i træk til det sydlige Frankrig – på samme campingplads, all-inklusiv ferie i Tyrkiet, Tunesien og Mallorca samt en weekendtur med min mor, til Warszawa i Polen, som jeg havde givet hende i julegave. Men af de mere usædvanlige ture har jeg været på rundt omkring på kloden, må jeg nok nævne Captain Morgan verdensmesterskaberne i Caribien, nærmere bestemt Saint Vincent og Grenadinerne (konkurrence vundet på Facebook, hvor alt blev betalt), Road trip i USA to måneder, Working Holiday i Whistler, Canada seks måneder, Kløvedal lignede eventyr på dansk sejlbåd med efterfølgende backpacker tur rundt i Filippinerne 2 måneder, dykning i Silfra Kløften på Island og den seneste overstået rejse som blev min pilgrimsvandring på 4.000km fra Skagen til Santiago De Compostela, som tog små seks måneder. Det er nok de mest specielle rejser, jeg har været på indtil videre, som mange aldrig kommer til at opleve i deres liv. I øjeblikket er jeg i gang med en ny og spændende rejse jorden rundt, alene, uden planer og uden tidsbegrænsning.

Vil du følge med på Instagram eller facebook, så kan du bare trykke på den side, du ønsker at følge.

Mvh Kristian Botoft Kvist – Kvists Billedbog

This error message is only visible to WordPress admins

Error: API requests are being delayed. New posts will not be retrieved for at least 5 minutes.