Overblik over gendarmstien
Efter at have vandret Gendarmstien fra Skovby til Padborg i juni 2020, kan jeg kun tilslutte mig koret om at dette er en af Danmarks smukkeste vandreruter. Vælger du at gå fra Padborg til Skovby eller omvendt som jeg gjorde, ændrer det ikke på at vandreruten er 84 km i alt. Det var først i 2016 at de ti kilometer fra Høruphav til Skovby blev en del af Gendarmstien, på dette stykke patruljerede gendarmerikorpset faktisk slet ikke. Vandreruten tager dig ud på flotte afmærkede stier med stort set fantastisk fremkommelighed alle steder, langs den danske sydkyst. Ikke bare har Gendarmstien en utrolig spændende historie, fantastisk natur og overnatningsmuligheder, den byder også på sjældne planter og dyr langs vandreruten.

Her startede jeg min vandring på Gendarmstien. Dette billede er fra Skovby, altså slutpunktet for mange, men startpunktet for mig.
Gendarmstiens historie
Gendarmstiens historie er ifølge mig, faktisk nok til at aflægge vandreruten et besøg. Grænsegendarmeriet blev dannet i 1839, for at kunne beskytte toldvæsenets embedsmænd langs floden Elben. Da Danmark tabte krigen i 1864 om Slesvigs skæbne, til Østrig og Preusssen måtte vi give afkald på Slesvig, Holsten og Laurenborg, som så kom til at indgå i Det Tyske Kejserrige og den danske grænse måtte flyttes nordpå til Kongeåen. To år senere flyttede Gendarmeriet med nordpå. Ved Genforeningen 1920 hvor Tyskland tabte 1. verdenskrig, blev den danske grænse igen rykket sydpå til den stadig nuværende grænse, efter en folkeafstemning i de berørte områder.
Når man vandrer langs den historiske vandrerute, så er det ikke svært at lukke øjnene og forestille sig grænsegendarmerne komme vandrende langs ruten. Her blev både øjne og ører holdt åbne for at sikre sig at ingen smuglere forsøgte at bringe varer ind, eller ud af landet uden at betale den told, som dengang var en af Danmarks vigtigste indtægtskilder. Stierne var på ingen måde lige så fremkommelige som de er i dag og det må have været hårdt arbejde at skulle patruljere den danske kyst langs stejle skrænter, gennem tætte mørke skove og langs de flade strande. Hver gendarm fik udleveret et stykke af den 74 km lange kyststrækning, som han skulle patruljere.
I 1958 overgik alt grænsekontrol til det danske politi og dermed var Gendarmerikorpset historie slut efter mere end 100 års virke, for Danmark. Omkring tyve år efter nedlæggelsen af Gendarmerikorpset, blev vandrestien dog genopdaget og man begyndte arbejdet med at gøre det til en fremkommelig vandrerute, langs den sønderjyske og historie fyldte kyst i 1980’erne.
Ordet Gendarm bliver brugt i mange lande, men kan ledes tilbage til det franske ”gens d’armes”, som betyder ”mænd under våben”. De franske gendarmer fungerede i 1400-tallet som elitesoldater og livvagter for kongen. Sidenhen blev gendarmerne også indsat til at give bistand til politiet, i kritiske situationer.

Fantastisk natur på Gendarmstien.
Kort over Gendarmstien
På Gendarmstiens egen officielle hjemmeside har de et fint kort over alt fra kultur, seværdigheder, historie, natur, sagn og myter, spisesteder, overnatning osv. Det er et rigtig fint kort, som er nemt overskueligt og lige til at gå til. Kortet kan findes her: https://www.gendarmsti.dk/da/se-kort
Jeg vil dog slå et stort slag for at flere danskere får øjnene op for app’en ”ViewRanger”, som er blevet min trofaste følgesvend på mine vandringer både i Danmark, men også udlandet. Jeg vil i den nærmeste fremtid lave et detaljeret opslag omkring app’en, hvordan I finder min profil med alle mine vandreruter og generelt kommer i gang med appen. Indtil det opslag kommer her på hjemmesiden, så vil jeg anbefale jer at få downloadet app’en, oprettet jer som bruger og finde min profil.
På dette link kan i downloade app’en til enten Android eller iPhone produkter. https://www.viewranger.com/en-GB/get-the-app
Mens man på dette link (https://my.viewranger.com/user/details/4813574), kan finde min private profil med over 130 vandreruter, som jeg selvfølgelig selv har vandret, fordelt over Danmark, Tyskland, Frankrig og Spanien.

På Gendarmstien møder du både åbne marker, tætte skove, strand og byer. Fantastisk vandrerute.
Sådan kommer du hertil
Vælger du modsat mig at vandre fra Padborg mod Skovby, så vil jeg anbefale at bruge www.rejseplanen.dk for at finde afgange og priser til Padborg med DSB. Skulle du ligesom jeg vælge at vandre fra Skovby mod Padborg, så kan du tage toget mod Sønderborg og derfra tage bus 229, som kører mod Skovby.
Du kan finde flere oplysninger om vandreruten fra Gendarmstiens egen officielle hjemmeside https://www.gendarmsti.dk/da/ og følge deres Facebook side på dette link https://www.facebook.com/Gendarmstien/.