Choknederlag på Estadio de Ruminahui
Fra hostel til stadion
Jeg forlader hostellet Masaya, som ligger i den gamle bydel i Quito. På hostellet har receptionisten fortalt mig at der gerne skulle køre en bus fra ”Estación Playón de La Marín”, som er en busterminal halvanden kilometer fra hostellet, mod den del af udkanten af Quito, hvor kampen skal spilles.
Farverige huse på vej til busterminalen.
Busterminalen er bestemt ikke et oplagt sted for turister og der er faktisk ingen turister, udover mig. Jeg føler mange øjne på mig og jeg flytter kort efter bæltetasken om på maven og de største af mine dollarsedler flytter jeg ned i sokkerne, i tilfælde af jeg skulle blive forsøgt røvet.
Jeg henvender mig til en servicemand efter at have givet op på forstå bustiderne, på de mange uforståelige skilte. Servicemanden kalder en betjent hen og efter ganske få sekunder, peger de mig i retning af Marcó Polo busserne og viser tre fingre. Jeg går derfor hen til bus nummer tre og spørg igen inden jeg træder ind i bussen, om den her bus stopper i nærheden af Estadio de Ruminahui og damen smiler bare og siger ”sí”. Jeg tvivler stadig lidt på det hele, men kommer bussen bare i nærheden af stadionet, så kan jeg gå resten af vejen. Jeg sidder hele vejen i bussen og dobbelttjekker lidt på mobils GPS-signal om jeg nu kører den rigtige vej og det kan ikke gå meget bedre, end det faktisk ender med at gøre. Jeg vælger at hoppe af bussen en lille kilometer fra stadionet og betaler her 50 cent til billetdamen og gå i retning mod stadionet.
Jeg havner ganske kort efter på et lille lokalt marked og det er vidst bestemt ikke hverdagskost at her er turister, fordi de lokale tjekker mig mere ud end en lyshåret letpåklædt dame, i et lukket muslimsk land. Jeg er ret meget på udebane her, men har indstillet kornet på stadionet på den anden side af markedet, så jeg går målrettet i den retning.
Der var godt befolket på markedet.
Independiente del Valles historie
Det helt korrekte navn for Independiente er faktisk ”Club de Alto Rendimiento Especializado Independiente del Valle”, men bliver ofte i folkemunde kaldt enten ”Independiente del Valle”, eller bare ”Independiente”. Fodboldklubben ligger i en forstad lidt udenfor Quito, som hedder Sangolquí. Fodboldklubben blev dannet 1. marts, 1958 og kælenavnet for klubben er ”Los Negriazules”, som betyder de sorte og blå. Indtil videre har klubben ikke vundet de helt store titler, men det er blevet til en anden plads i serie A (2013) og andenplads i Copa Libertadores (2016) og eneste vundne mesterskab tog Independiente i 2019 ved Copa Sudamericana, med en sejr over Colon de Santa Fe, fra Argentina, 3-1 i finalen.
Deres hjemmebane ”Estadio De Ruminahui” blev færdigbygget 30. maj 1941 og har plads til omkring 7.500 tilskuere. Spiller Independiente større internationale kampe, bliver stadionet ”Estadio Olímpico Atahualpa” taget i brug, hvor der er plads til knap 36.000 tilskuere.
Billet og ventetid
Da jeg endelig kommer hen til stadionet og er kommet lidt væk fra markedet, møder jeg en lukket port. Jeg kigger mig lidt over skuldrende, men der er ingen i nærheden. En lokal ældre herre forklarer på spansk at jeg skal gå rundt langs stadionet, for at købe en billet. Jeg tager hans ord for gode varer og klemmer mig igennem menneskemængden ved markedet igen, for at kunne komme om på den anden side af stadionet.
Billetboden er åben og der står to, foran mig. Jeg beder om en billet, hvorefter der bliver skrevet på en lommeregner hvad prisen er. Billetsælgeren forlanger 6 $ for billetten, som jeg selvfølgelig glædeligt betaler og går på jagt efter min indgang, til tribunen.
Billetten til dagens kamp mellem Independiente og Olmedo.
Jeg finder hurtigt den indgang jeg skal ind af, men den er lukket og solen bager selvfølgelig lige ned i hovedet på os i køen, uden mulighed for at finde skygge, eller et par gode vindpust. Efter at have stået her i tyve minutters tid, begynder de lokale at blive utilfredse og utålmodige. Jeg snakker jo ikke spansk, men jeg forstår at det er fordi der mangler politi inde på stadionet, at ingen bliver lukket ind endnu.
Køen ude foran indgangen ind til tribunen.
Når man ikke har husket solcreme eller kan finde skygge, så må regnjakken i brug som dække.
Efter at have stået i kø foran indgangen en god halv times tid, så bliver porten åbnet og billetterne bliver scannet. Selvom jeg både har min almindelige dagsrygsæk og bæltetaske på, så bliver jeg på ingen måde kropsvisiteret, eller får tjekket mine ting. Så længe billetten går igennem skanneren, så er alt vidst fint her.
Første indtryk af Estadio De Ruminahui
Jeg går ind på stadionet, som ikke er vedligeholdt ret godt. Der er rigtig mange steder, hvor stedet kunne trænge til en solid omgang oprydning og en kærlig hånd.
Inde på stadionet, nu bare op af trappen mod tribunen.
Trommer og hi-hatte til den store guldmedalje.
Kampbillet til dagens fodboldkamp mellem Independiente mod Olmedo.
Jeg træder ind på tribunen og det første der springer i mine øjne er fangruppen, som har taget opstilling lige over indgangen med intet mindre end syv trommer, to hi-hatte og tre store bannere bagved. Med det arsenal af effekter, så må der godt nok komme mange på tribunen, ellers virker det ret meget som overkill. Banen ser til gengæld rigtig god ud og så længe der er skygge, så klager jeg bestemt ikke. Det er beton tribune og ingen sæder. De lokale kommer stille og roligt ind på tribunen og jeg begynder at have en tro på at stedet faktisk godt kan gå hen og blive lidt fyldt op i dag, med over 45 minutter til kampstart.
Vesttribunen på Estadio Rumiñahui.
Udsigten fra vesttribunen på Estadio Rumiñahui.
VIP området på Vesttribunen.
Opvarmning til dagens kamp på Estadio Rumiñahui.
Opvarmningen til dagens kamp mellem Independiente og Olmedo.
Selvfølgelig er sælgerne inde på tribunerne allerede og de flyver frem og tilbage i mængden af tilskuerne for at sælge øl, vand, sodavand, slik og mad. Her koster et plastikkrus med øl omkring 1 dollar, så det kan man vidst ikke klage over. Jeg sidder bare og kigger rundt med et stort smil på læben. Jeg er superglad for at være kommet frem, uden problemer og til stort set ingen penge overhovedet.
Hotdogs på hovedet og klar til salg, på tribunen.
Du kan købe stort set alt på tribunen, til kampene.
Jeg troede faktisk at der ville komme mange flere på stadion i dag, men med et kvarter tilbage er der kun omkring 40 personer på udebaneafsnittet, der er ingen tribuner bag nogen af målene og på vest tribunen, hvor jeg sidder, er der måske omkring 300 tilskuere samlet.
Estadio Rumiñahui set fra Vesttribunen, kort før kampstart.
Udebane tribunen modsat Vesttribunen.
Første halvleg
Independiente ligger i top seks i den bedste liga i Ecuador, mens Olmedo ligger i den nederste del af ligaen. Der er virkelig ikke mange som giver Olmedo mange chancer i dagens kamp, så jeg håber på en målrig sejr, til hjemmeholdet. Men spillet på fodboldbanen vil det ret anderledes, i dagens kamp.
Dagens startopstilling fra begge fodboldklubber.
Klar til kampstart.
Der er tre skud på mål udenfor feltet, men ikke nogle som giver en reaktion fra publikummet på Estadio De Ruminahui. Jeg ved faktisk ikke helt om det er babyen bag mig, eller øl sælgeren som render frem og tilbage i pendulfart, som har decibel rekorden her i første halvleg. Det er hvert fald ikke fangruppen, som ellers havde taget rigeligt med udstyr med til kampen. Stillingen er 0-0, da dommeren fløjter til halvleg.
Anden halvleg
Blot fem minutter inde i anden halvleg kommer første mål dog i kassen og netmaskerne kommer endelig i bevægelse, her på den varme vindstille dag. Olmedo får spillet en bold op mod angriberen Joao Paredes, som forsvarsspillerne fra Independiente overhovedet ikke får styr på. Derfor får Joao total frit løb ned mod målmanden, som ikke har en chance og bliver afdriblet, før bolden ligger bag målstregen.
Olmedo bringer sig på 0-1.
I det 58’ minut står målmanden fra Independiente og sover halvt ude i sit felt og det ser William Cevallos. Han losser til bolden langt udenfor feltet og selvom målmanden Moisés Ramírez springer febrilsk efter bolden, er den umulig at nå. Den efterfølgende jubelscene tager et par minutter da målscoren og resten af udeholdet stiller sig op til fotografering og gode tv-billeder. Det klart undertippede udehold fra Olmedo er nu foran 0-2 og man kan både se forvirringen i tilskuernes øjne og den stigende panik fra trænerbænken, hos Independiente.
Udeholdets nummer 6 Oscar Sainz, som fik et gult i første halvleg for brok, laver nu en total unødvendig voldsom tackling fem meter udenfor eget felt, hvor ingen synderlig fare er på færde og modtager korrekt gule kort nummer to og dermed rødt kort. Direkte idiotisk lavet, når man som undertippet nu er foran med to mål, på udebane, med en god halv time tilbage af kampen.
Ganske få minutter efter reducerer Independiente, selvfølgelig til 1-2. Der bliver sparket på mål lige udenfor det lille felt, fra midtbane spilleren Fernando Guerrero, bolden ryger efter en parring fra målmanden hen i fødderne på Alejandro Cabeza, som fortjent nok sparker bolden i mål og dermed reducerer.
Independiente reducerer til 1-2, med en lille halv time tilbage af kampen.
Selvom Independiente spiller en udmærket kamp og også presser på hen i slutningen af kampen, så slutter resultatet på 1-2 til Olmedo, som klart var de undertippede modstandere, fra den nederste halvdel i ligaen.
Fra stadion til hostel
Efter dommerens slutfløjt har lydt, forlader de små 500 tilskuere stadionet og langt størstedelen har ikke mundvigene vendt opad. Jeg har ingen WiFi herude og der er ingen oplagt steder at søge hen for at bestille en Uber, tilbage mod hostellet. Jeg har dog også en anden plan, for at komme tilbage mod den gamle bydel, inde i Quito. Jeg tænker at hvis jeg går i modsat retning, som jeg kom fra med bussen og holder øje med en bus fra Marco Polo, så må den da køre retur mod ”Estación Playón de La Marín”. Efter et par forsøg, lykkes det at få stoppet en bus og jeg hopper ind og tager en plads. Ingen kommer for at tjekke billetter i starten, men jeg kan se på GPS’en at vi da bevæger os i rigtig retning. Billetsælgeren kommer hen da vi er i udkanten af Quito og spørg hvor jeg skal hen til. Jeg svarer Playón de La Marín og betaler denne gang kun 40 cent for at komme retur.
Jeg træder ud på ”Estación Playón de La Marín” og da det ikke ligefrem føles som en super sikker station, vælger jeg at gå i ret hurtigt tempo væk derfra og mod den gamle bydel.
Kunst tæt på Estación Playón de La Marín.
Farverige område, tæt på den gamle bydel.
Fodtennis i en gaderne, i den gamle bydel.
Hele turen har i dag kostet mig lige under 7$, altså 47kr for transporten til og fra stadion OG kampbillet. Skulle jeg have taget en Uber fra hostellet til stadionet, ville den have kostet mig næsten dobbelt så meget i transport bare én vej. Ikke bare er det langt sjovere at tage de offentlige transportmidler, det er også langt billigere. Det er ofte de oplevelser, hvor man står derude hvor man næsten ikke kan bunde og det hele føles lidt usikkert, at man faktisk lærer mest.
Den gamle bydel i Quito.
Den gamle bydel i Quito.
Den gamle bydel i Quito.
Jeg går lidt rundt i den gamle bydel og tager lidt billeder, før jeg går tilbage til Masaya hostel og laver aftensmad. Alt i alt har det været en rigtig god dag, både hvor jeg har fået et par oplevelser og lært noget om at færdes med det offentlige bussystem i Quito.
Søndag, 1. marts – 2020.
