Nu tilbage mod Quito
Morgentur i kanoen
Vækkeuret ringer tidligt i dag, faktisk helt bestemt klokken 5:00. Edwin har besluttet at vi skal på en tur op af floden klokken 6:00 i kano, for at se om vi kan få øje på nogle morgentrætte dyr. På mit tidligere arbejde stod jeg op på nogenlunde samme tid, da jeg skulle stå omklædt og klar i produktionen klokken 6:30, hvilket faktisk er dejligt nok, når man kommer ind i rutinen. Jeg elsker at stå op før solen og føle man har en god og lang dag foran sig, men det er bare ikke altid dynen/lagnet eller soveposen vil lade mig forlade sengen, så tidligt.
Jeg står klar ved trapperne et kvarter før aftalte tidspunkt og nyder den stille morgen.
Det er sidste dag her på River Lodge, så jeg har intet problem med at forlade sengen tidligt og forhåbentligt få en god oplevelse mere i bagagen, inden jeg skal retur mod Quito. Jeg står derfor klar ved trapperne ned til kanoerne, allerede kvart i seks. Jeg skulle jo bare lige rulle ud af sengen, få vand i hovedet, børste tænder og tage lidt tøj på, så var jeg jo klar til dagens tur. Jeg har ikke rigtigt andet tøj tilbage end det jeg tager på denne her morgen, så det bliver vandrebukser, svedundertrøje og vandresko både nu her og til senere, når jeg skal mod Quito igen. Jeg har puttet alt mit beskidte og våde tøj i ikke bare én plasticpose, men to. Det var simpelthen nødvendigt, da tøjet er begyndt at lugte ret meget. Det har lugtet jordslået i et par dage og trænger til en seriøs tøjvask, når jeg når frem og det samme gør alt mit udstyr. Det har været helt umuligt at tørre mit våde tøj, så det har desværre været fugtigt, i et par dage nu.
På kanoturen ser vi en morgentræt myresluger, lidt aber og fugle. Jeg kan efterhånden genkende de fleste af lydene fra aberne og jeg kan nu fortælle hvilken slags, der laver hvilke lyde. Det gør det lidt sjovere og nemmere at finde dyrene oppe i trækronerne. Jeg er begyndt at forstå og respekterer regnskoven langt mere, end da jeg ankom for bare fem dage siden. Men det er stadig ikke sted jeg ville hverken arbejde, bosætte mig eller opholde mig meget mere end fem dage af gangen. Jeg er langt mere til andre former for natur, såsom fx skov og mere åbne områder.
Edwin i fronten af kanoen på jagt efter morgentrætte jungledyr.
På kanotur igennem Cuyabeno junglen.
Kom nu bare til tiden altså
Allerede halvanden time efter vi forlod River Lodge, er vi tilbage igen. Morgenmaden er serveret om en time, altså klokken 8:30, så vi har lige lidt tid til at gå tilbage til hytterne og gøre os klar. Jeg er der som altid minimum ti minutter før aftalte tidspunkt og i dag er maden også færdig lidt før klokken halv. Derfor ringer Edwin med klokken ved restauranten, men der kommer ingen reaktion fra Camila og Moritz. Fem minutter efter råber Edwin igen efter parret, for at fortælle at morgenmaden er færdig, men igen er der ingen reaktion. Fem minutter over halv kommer de så slentrende hen til restauranten. Jeg har opgivet at vente på andre efter den aftalte tid og lade manden stå og blive kold, så jeg sidder og spiser det sidste af min morgenmad, da de kommer hen til bordet. Har man en aftale om at være et sted, til et bestemt klokkeslæt, så er man der altid til tiden, eller endnu bedre lidt før. Det med at andre skal vente på en eller to personer, som åbenbart føler de er så vigtige at de kan tillade sig at komme slentrende senere end det aftalte tidspunkt og andre dermed skal vente på dem, det synes jeg simpelthen bare er respektløst. Da Moritz så siger de godt hørte klokken og der blev råbt, men de troede ikke det var så vigtigt at være her præcis til tiden, så bobler det indeni mig. Jeg svarer ganske kort at det virker lidt dumt at have et aftalt tidspunkt, hvis man alligevel ikke gider møde op til det. Jeg forstår simpelthen ikke den tankegang.
Farvel til delfin hytten.
Turen tilbage mod Quito
Klokken 9:45 er der afgang fra River Lodge og jeg har allerede pakket alle mine ting ned og er klar til at tage tilbage mod Quito.
Mens vi venter på min kano, står Edwin og fisker efter lidt piratfisk.
Vi sejler tre tilbage mod det lille åbne skur, hvor man skulle testes for at komme ind i junglen og den samme omgang skal man igennem, når man forlader junglen. I kanoen er der ham som styrer, den etbenede ældre herre og jeg. Jeg får igen målt temperatur og puls ved lægerne og skal svare på nogle spørgsmål, som om hvorvidt jeg har været i kontakt med nogle, som har været syge. Med det samme popper Camila op i hovedet på mig, men jeg vælger alligevel at svare ”nej”. Det er selvfølgelig forkert at gøre, men jeg har holdt afstand og ikke været i fysisk kontakt med hverken hende eller Moritz på noget tidspunkt, så jeg vurdere at jeg ikke er smittet med noget.
Lægerne ved det lille åbne skur.
Lægerne ved det lille åbne skur og manden som sejlede kanoen.
Da lægerne har godkendt både min temperatur, puls og spørgsmål, så skal både den etbenede mand og ham som styrede båden igennem samme mølle og de svarer præcis det samme som mig. Vi får alle lov at komme ud på den anden side af det lille åbne skur og der kommer en bus ganske få minutter efter. Jeg fik besked på at både transport til og fra Lago Agrio, var inkluderet i prisen, så den etbenede mand sørger for at betale for busbilletten til mig. Den bus tager et par timer om at ankomme til terminalen i Lago Agrio, hvor jeg skal ind og købe en billet til Quito. Der er ingen andre turister her og da de ansatte ser mig i terminalen, hvor man skal købe busbilletter videre, så bliver der råbt fra alle boderne. Jeg vælger helt trodsig at gå hen til en af dem som blot kigger efter mig, men undlader at råbe. Bussen kører så mod Quito en lille time efter, at jeg har købt billetten.
Busterminalen i Lago Agrio.
Bussen er omkring halvt fyldt og selvom jeg har fået en gangplads, så skifter jeg hurtigt ind mod vinduet. Kommer personen som har billet til sædet, så må jeg jo flytte mig. Vi når at køre i knap en time, før vi skal igennem en sikkerhedskontrol, hvor militæret står vagt. Alle skal forlade bussen og gå over til et bord, hvor to personer skal tjekke vores pas igennem. Det går hurtigt og effektivt, men måske også lidt for hurtigt. Fordi den person som skal tjekke mit pas, han kigger på passet, mens det vender på hovedet og giver mig det så tilbage, efter tre sekunder.
Militær kontrollen, som nok ikke var så grundig igen.
Billedet er taget fra bussen mod Quito.
Billedet er taget fra bussen mod Quito.
På resten af busturen bliver jeg underholdt af podcast i høretelefonerne og en lille ”morfar”. Jeg kommer først tilbage til hostellet omkring klokken ti om aftenen og selvom det er en storby, så er ingenting i området åbent. Jeg er skrupsulten, da jeg ikke har fået noget siden morgenmaden, så jeg må downloade Uber Eats og valget falder på Burger King, da det var billigst og hurtigst.
Jeg blev for første gang i en lille uge rigtig mæt og det sidste skulle tvinges ned, men intet skulle gå til spilde.
Jeg guffer burgerne i hovedet og går direkte ind på mit nye dorm room, børster tænder og falder bagefter hurtigt i en dyb søvn. Jeg har en del indtryk og oplevelser der lige skal falde på plads i hovedet, henover de næste par dage og der er ingen tvivl om at jeg vil huske den her tur i junglen, for resten af mit liv.
Tirsdag, 10. Marts – 2020.
