En utrolig dagstur i junglen
Drømmene
Vækkeuret hiver mig ud af drømmeland, klokken syv. Jeg har nogle drømme for tiden, som føles rigtig virkelige. Den seneste tid har de handlet meget om fremtiden, for mig. Jeg drømmer for tiden om en campervan, om at bygge et hostel op fra bunden, tage billeder og skrive opslag, men i denne her drøm, det var det meget om en kæreste/kone, lejlighed/hus og en lille håndfuld børn. Jeg tror faktisk at en del af disse drømme, en dag kan blive til virkelighed, men det er svært at sammensætte det hele og få det til at gå op i en højere enhed, når jeg rejser og har den passion for det, som jeg har.
Mens jeg ligger lidt og tænker over de her drømme, så opdager jeg lyden af regn, på min hyttes tag. Lige netop i dag, skulle det virkelig ikke regne og slet ikke som i går. Vi skal på en dagstur som kommer til at vare hele dagen og det er noget sjovere, hvis det ikke regner med dobbelt skybrug.
Vi har afgang fra River Lodge klokken 9:30 og vil være tilbage omkring 18:30, så jeg krydser alt for at regnen snart stopper og vi kommer afsted i tørvejr.
Netop stilnet lidt af, inden morgenmaden.
Morgenmad
Morgenmaden er igen lidt beskeden, men der er røræg, en form for omelet af ris, kartofler og æg. Som en lille ekstra menu, så er vores piratfisk fra i går blevet stegt og jeg er den eneste af os fire ved bordet, som smager på dem. Jeg forstår ikke at man ikke vil prøve noget så specielt, når man nu får muligheden. De smagte af meget lidt og det var ikke fordi de var fede med meget kød på, men det var en god oplevelse. Det er faktisk nærmere en regel end kutyme for mig, at smage så meget lokalt og nyt som muligt, når jeg rejser. Ikke alt er lige godt og spændende at skulle stikke tænderne i, men der er ganske få ting, som jeg nægter at spise og aldrig vil smage.
Morgenmaden på River Lodge.
Piratfisk til morgenmad.
Ikke meget kød, på sådan en piratfisk.
Jeg spørg i dag efter kokkens navn og det kan han ikke rigtigt svare på. Det er lidt ligesom han ikke må sige det, eller frygter jeg vil snakke dårligt om ham. Men det er jo stikmodsat. Jeg vil rigtig gerne rose kokken, nok lidt modsat guiden Edwin. Men det lykkedes ikke at få kokkens navn og jeg tænker at jeg igen spørg i morgen, til morgenmaden.
Afsted på dagstur
Regnen er stoppet og klokken 9:30 er der afgang, fra River Lodge. Vi er ni personer i kanoen her fra River Lodge, det er Edwin, hans kone og barn, Camila og Moritz, kokken og en ældre kvinde, samt ham der styrer kanoen og jeg.
Afsted på tur igennem Cuyabeno junglens flod.
Det kan man da kalde udsigt til flod.
Vi sejler de små ti minutter hen til broen, hvorfra jeg startede eventyret i Cuyabeno junglen, efter at have kørt fra Lago Agrio. Her sættes kokken og den ældre kvinde af, de vinker farvel og ønsker os forsat god tur. Desværre var dette sidste gang jeg så kokken, så jeg fik aldrig hans rigtige navn. Da de er kommet igennem sikkerhedskontrollen, så sejler vi længere op af floden, hvor vi ser flere forskellige slags aber, et dovendyr, myresluger, leguan, ugle, fugle og bare generelt et utroligt spændende dyreliv.
Myreslugeren højt oppe i trækronernes top.
Dyreliv i Cuyabeno junglen.
Dyreliv i Cuyabeno junglen.
Dyreliv i Cuyabeno junglen.
Dyreliv i Cuyabeno junglen.
Dyreliv i Cuyabeno junglen.
Desværre er det utrolig svært at fange nogle gode billeder af aber og fugle med en kameratelefon, så dem må i altså undvære. Vi får også den store oplevelse af at se lyserøde delfiner, de er dog meget sky og kommer hverken tæt på bådene, eller viser sig ret længe over vand. Lyserøde delfiner var ét af mine ønsker at få at opleve, her i Cuyabeno junglen, så det var fantastisk.
Inden Cuyabeno floden blev helt mørk.
Det er ikke så tydeligt her, men floden var helt mørk og en let tåge faldt nedover junglen. Super smukt og det hele havde den der mystiske stemning over sig.
Badning i den mørke sø
Efter at have sejlet et par timer, skifter floden pludselig farve fra den brunlige nuance til en sort nuance, da vi kommer ud mod en større sø. Det er et ret specielt syn at se to farver mødes og hvor hurtigt den sorte nuance overtager alt, fra den brune. Da vi kommer ud på den store mørke sø, ser vi noget tæt på kanten af søen og kun et par meter fra os i kanoen. Det ligner en delfin, men det slår Edwin hurtigt til jorden og siger at det er en fisk, som kan blive op mod tre meter i længden.
Den mørke sø, her er vi på vej ud til midten.
Vi sejler helt ud på midten af søen og så får vi af vide fra Edwin at man kan svømme her i søen, efterfulgt af et spørgsmål om vi vil i? Moritz og jeg nikker som et ja tak til tilbuddet, fra Edwin. Da jeg har smidt trøjen og lige skal til at tænde mit Gopro, så siger Edwin ”Just don’t swim to far away, it’s a little dangerous”. Jamen hvorfor fanden skal du nu til at sige det, lige inden jeg hopper i? Nå, men nu har jeg ligesom smidt trøjen, så kan man ikke bakke ud igen. Jeg springer som første mand over kanten og ned i det mørke vand. Det her er nærmest mere angstprovokerende, end at bade i floden inde i junglen. Så efter fem minutter er både Moritz og jeg oppe i båden igen.
Vi sejler derefter hen til et lille forladt hotel, som ligger op af søen og spiser vores middagsmad. Den medbragte middagsmad er, en skål ris med lidt forskellige grønsager i. Da vi sidder og spiser vores middagsmad, ser både Edwin, Moritz og jeg en kæmpe krokodille, springe op af vandet for at fange en fisk. Moritz og jeg vender os resolut om mod Edwin og spørg i kor, om han så dét? Det gjorde han helt bestemt, det var en flot størrelse, svarer Edwin. Moritz og jeg halv griner og ryster på hovedet efter den kommentar. Så dét var grunden til at vi skulle blive tæt på båden. Der er krokodiller, slanger, fisk på tre meter og muligvis candiru, altså den der klamme malle i søen. Så tror da fanden, at ingen andre skulle i vandet.
Dobbelt op på skybrud
Lige da vi er færdige med at spise og vi skal til at forlade det efterladte hotel, så begynder det at dryppe lidt. Heldigvis har vi regnslagene med i dag og dem får vi virkelig også brug for nu her. Det står ikke bare ned, som et ganske almindeligt skybrud, det kan du sagtens gange op i to. Herfra søen og til den lille lokale landsby, der er en times sejlads og fordi vi sejler mod vinden og det regner så kraftigt som det gør, så er der intet andet at gøre end at læne sig forover og kigge ned i bunden af båden. Ellers slår regnen ind i ansigtet på dig og har nemmere ved at finde ind under regnslaget. Heldigvis er alle mine ting i en drybag nede i min rygsæk, så de er 100% sikret mod regnvejr, men Camila og Moritz har kun deres ting i en plastikpose og det ligner det hele er gennemblødt da vi når frem til landsbyen, efter en times tid.
Jungle landsby og yucca brød
Vi træder ud af kanoen og går hurtigt op mod landsbyen for at finde et sted i læ. Der er et overdækket sted, hvor der også er lavet en bålplads, så der går vi ind. Det er også det rigtige sted og snart kommer en højgravid kvinde, ind i det åbne rum. Kun Camila kan lidt spansk, men hun forstår heller ikke alt hvad kvinden siger, da hun snakker en anden form for spansk, som de bruger herude i landsbyen, i Cuyabeno junglen. Edwin oversætter det meste af hvad kvinden siger og fortæller vi bare skal følge med hende.
Vi følger så med den højgravide kvinde, som bærer rundt på en machete som er overdrevet stor og fareindgydende. Yucca er en art indenfor kartoffelsorten og én ting er sikkert, den ligner ikke den danske hvide kartoffel, hvert fald. Den her art af kartoffel gror under et lille træ, som har vokset i over tolv år, for at nå sit stadie hvor den er indtil nu. Træets dage er dog talte, da kvindens machete tordner igennem stammen på træet og beder bagefter Moritz, om at rykke roden op. Først tror vi hun laver sjov med os, da Moritz kan ikke få roden op. Men så træder hun selv til og gynger fra side til side, indtil roden rykkes fri og kan komme op. Så hakker hun macheten ned i siden på kartoflen, hvor vi så kan rykke det yderste lag af, som det var et løg. Da vi har et net fyldt med Yucca, går vi tilbage til bålpladsen. Her skal de alle skylles først, så rives på store rivejern, vrides for vand, igennem en si for at gøre det fint, for så at smide det på en brandvarm pande, så det bliver til en total økologisk tortilla lignende pandekage.
Jeg er eneste person som overtager kvindens arbejde med at lave de her pandekager til selskabet og igen forstår jeg ikke, at man ikke griber sådan en chance. Det var bestemt ikke lige så flot som den lokale kvindes, men det var en speciel oplevelse og noget jeg kan tage med mig for evigt. Det var en spændende oplevelse og som tak for den oplevelse, skal vi betale fem dollars, hvilket vidst er godt givet ud.
Tre timer tilbage til lejren
Vi siger tak for besøget og går en kort runde rundt i landsbyen og ser hvordan husene er bygget, får forklaret at her er ingen køretøjer og den eneste måde at komme i skole på, er ved at tage en kano længere op af floden. Så hver morgen kommer skolekanoen og tager børnene til skole. Landsbyen har også en lille fodboldbane og tribune, men hvem end der skal rejse hertil som udehold, held og lykke til jer! Det var vidst en bane som mest blev brugt til underholdning, for byens beboere.
Edwins kones og barn. Den lille fyr, var der ikke meget ballade med undervejs.
Benene op og nyd forestillingen igennem Cuyabeno junglen.
Smuk solnedgang, mens vi sejler igennem Cuyabeno junglen.
Da vi hopper tilbage i kanoen, har vi over tre timer tilbage til River Lodge og det hele føles som en rigtig lang dag, med alle de nye indtryk og oplevelser. Som en lille ekstra oplevelse sejler vi til sidst i total mørke igennem junglens flod og eneste person med en lygte er Edwin. Han forsøger at finde to prikker som lyser igen fra lommelygtens skær, så har han nemlig med stor sandsynlighed, fundet en krokodille. Det lykkedes faktisk et par gange, inden vi ankommer til River Lodge klokken 19:20. Vi har nu en halv time til aftensmaden er serveret, så alle går hvert til sit og tager et hurtigt bad.
En lille krokodille tæt på River Lodge.
Aftensmaden er i dag suppe til forret og en hovedret bestående af ris, noget kød, en ærtelignende sovs og en halv banan. Edwin siger kort efter maden at vi tager en morgentur op af floden, klokken seks i morgen tidlig og at jeg nok skal med en kano tilbage mod ankomststedet omkring ni/ti tiden, hvilket passer mig fint. Jeg er faktisk mentalt klar på at tage tilbage, mod betonjunglen.
Det handler om ikke at være kræsen og bare spise hvad der bliver serveret.
Mandag, 9. marts – 2020
