Estadio George Capwell
Anskaffelse af kampbillet
Noget af det første jeg altid gør, når jeg kommer til et nyt land eller by, under mine rejser, er at tjekke min groundhopper app på telefonen, som hedder ”Futbology”. Her kan jeg få en idé om hvilke fodboldhold der spiller på de pågældende dage, som jeg er i landet eller byen, hvad klokkeslæt, stadion, liga osv. De informationer dobbelttjekker jeg så på internettet, for at se om fx kamptidspunktet og stadion, nu stemmer overens med det som står i appen. Men med et nyt land, er der i Sydamerika også ofte et nyt system, i måden man anskaffer sig kampbilletter på. Her i Guayaquil, Ecuador, havde jeg utrolig store problemer med at købe en kampbillet online, så jeg gik i receptionen på det hostel jeg boede på og spurgte om hun havde noget genskab til fodbold og kampbilletter. Det havde hun ikke, men hun havde en ven som ofte tog ind og så Emelec, så ham ville hun kontakte og så ringede hun også til klubben og hørte sig til råds. Det nemmeste for mig ville være at tage i en Western Union, hvor de solgte kampbilletterne. Så dagen efter jeg havde krydset grænsen til Ecuador og ankommet til hostellet i Guayaquil sent om aftenen, tog jeg i Western Union og købte kampbilletten for allerede dagen efter, var det kampdag.
Usikker mave på en kampdag
Jeg har siden jeg forlod Máncora i Peru, har jeg haft en lidt usikker mave (jeg er ret sikker på det var cevichens skyld, altså rå fisk). Uden at gå i detaljer eller lignede, så var det ikke sådan at jeg ikke kunne styre hvornår jeg skulle på toilettet, men det var ikke ”normale” tilstande, når jeg så kom på toilettet. Så jeg var lidt utryg ved at skulle vandre rundt i byen et par timer, inden kursen blev sat mod stadion, for så at være der en lille håndfuld timer uden ordentlige toiletforhold. Men alt gik godt og med en solid mængde Cola, så kan det næsten ikke gå galt med maven.
Efter at have besøgt både ”Les Penas” området i Guayaquil, med kirken og den fantastiske udsigt fra toppen af det lille bjerg, hvor lokale bor meget tæt i farverige små huse, gik turen ned mod havne promenaden.
Udsigten fra toppen af “Las Penas”.
Den lille kirke på toppen af bjerget.
Her kan man sagtens kan få et par timer til at gå med at vandre fra den ene ende af promenaden, til den anden. Der er rigeligt med bænke undervejs, så man kan stoppe op og kigge på de lokale. Det er altid en god beskæftigelse for en tid og dejligt med en pause, hvis kroppen ikke helt er ovenpå.
Hvis du alligevel skal ind og se Club Sport Emelec spille hjemme på Estadio George Capwell, så sving i det mindste lige forbi den lille bypark ”Parque Seminario”, hvor katedralen ligger lige på den anden side af vejen. Her i byparken kan du se leguaner, skildpadder og karper, hvor man især lige skal vænne sig til at se leguanerne, som bare frit går over stierne, uden nogen form for kontrol eller påvirkning af menneskerne omkring dem. Når du så kigger op i træerne og ser leguanerne sidde deroppe og kigge ned på dig, så føles det virkelig ret specielt og eksotisk. Man glemmer helt det er midt i en storby, man befinder sig. Katedralen ”Guayaquil Metropolitan Cathedral” er også et besøg værd og begge steder er gratis at besøge.
Det er perfekt udsyn til Guayaquil Metropolitan Cathedral fra den lille bypark Parque Seminario.
Katedralen “Guayaquil Metropolitan Cathedral” set indefra, lige da gudstjenesten skulle til at starte.
Duer er der også massere af i parken, men det er bestemt leguanerne der optager mest opmærksomhed fra både turisterne, som lokale.
Men fra bypark og katedral, så videre til et anden slags kirke, nemlig Estadio George Capwell, hvor hjemmeholdet Club Sport Emelec hører til.
Club Sport Emelec
Club Sport Emelec har siden sin dannelse d. 28. april 1929, været en fodboldklub i Ecuador som har taget rigtig mange titler og pokaler med hjem til pokalskabet, i byen Guayaquil. Klubben spiller i den bedste række, altså ”Ecuadorian Serie A” og har i denne række vundet mesterskabet 14 gange. Klubben blev stiftet af George Capwell, som stadig for mange, er navnet på hjemmebanen for Emelec. Denne amerikanske mand kom til Guayaquil for at arbejde i midt april 1926 og ret hurtigt efter sin ankomst, valgte han at stifte en sportsklub ved navn Emelec, efter hans arbejdsplads ”Empresa Elétrica del Ecuador”, som er et stort elselskab. George var faktisk langt mere tilhænger af baseball, basket og boksning, men da en del af de andre ansatte i firmaet ikke delte Georges passion for lige disse sportsgrene, opfordrede de ham til at lave en fodbold afdeling i klubben og det skete så d. 28. april 1929, altså tre år efter Georges ankomst, til Guayaquil. Men ikke bare var George god til sit arbejde, han var også lidt af et multitalent indenfor sport. Han dyrkede boksning, basketball og da fodboldklubben blev dannet, spillede han selv med på holdet i deres første turnering i september 1929, hvor Emelec slog Vanguard 14-12 i finalen og vandt deres første titel. Denne turnering var udelukkende for forretningsbasseret hold, i Guayaquil, så vidt jeg har kunne læse mig frem til. George spillede faktisk i klubben helt fra starten i 1929 frem til 1946 og var til sin død i 1970 og stadig den dag i dag, et navn som er elsket i Emelec.
Club Sport Emelecs største rivaler er Barcelona Sporting Club (15 vundne mesterskaber, ét mere end Emelec), som også holder til i Guayaquil. Når de to hold mødes, så bliver opgøres kaldt ”El Clásico del Astillero” og er landets mest vigtige og mediedækket opgør. Det er de to mest populærere fodboldklubber fra Guayaquil, hvis ikke hele Ecuador og stemningen på lægterne skulle være ekstatisk, under disse opgør.
Indtil videre har ingen fodboldklubber fra Ecuador vundet en international fodboldturnering, men 1995 kom Emelec i semi finalen i Copa Libertadores, som dog blev tabt til Grêmio, fra Brasilien. I 2001 spillede Emelec sig med i finalen under turneringen Copa Merconorte, men den tabte Emelec 3-1 i straffe konkurrencen mod Millonarios F.C. fra Colombia. Så stadig den dag i dag, har Ecuador den fornøjelse til gode.
Club Sport Emelec har været mest dominerende her i sæsonerne fra 2013-2018, med fire mesterskaber (2013, 2014, 2015 og 2017) og i 2016 samt i 2018, blev de nummer to i Serie A.
Estadio George Capwell
Sådan helt officielt hedder Club Sport Emelecs hjemmebane i øjeblikket faktisk ”Estadio Banco del Pacífico Capwell”, fordi stadionnavnet blev opkøbt af en af de store banker i Ecuador, nemlig ”Banco del Pacífico”. Fra 2013-2016 købe banken rettighederne til at kalde stadionet deres banknavn, som storsponsor og efter renoveringen i 2016, blev stadionet omdøbt med mere permanente intentioner end bare for en kortvarig fornøjelse. Men i daglig tale og på internettet bruger man stadig det første navn stadionet fik, efter klubbens godfather og grundlægger George Capwell. Stadionet har flere funktioner den dag i dag og selvom det er mest kendt for fodbolden, så var det faktisk et stadion, som blev bygget til baseball d. 21. oktober, 1945. Baseball var også den første begivenhed, som blev afholdt på stadionet, i en kamp mellem Emelec og Oriente med 11.000 tilskuere på lægterne. Gennem tiderne har der været afholdt bl.a. baseball, fodbold, boksning, ridning og sågar tyrefægtning inde på stadionet.
I 1978 trængte Estadio George Capwell til en stor renovering. Vægge, cement og jern var så små ved at kollapse, så det var planlagt at sælge stadionet til et byggefirma, for mere end 37.000.000 S/. Sucre var Ecuadors valuta fra 1884 til 2010, indtil den krakkede og man gik over til amerikanske dollars derefter. Værdien var i 1979 på 25 sucre til 1 dollar, så altså et salg til 1.480.000 dollars, i 1979. Med dette salg ville klubben have råd til at bygge et nyt stadion, der skulle indeholde fodbold, tennisbaner, baseball, olympisk pool og andre sportsgrene. Dette gik dog ikke helt efter planen og handlen blev aldrig til noget. I 1982 prøvede man igen da Estadio George Capwell var ved at blive solgt til Centralbanken, hvor handlen faktisk var på plads indtil pres fra fans, flere fremtrædende ledere i klubben samt journalister, gjorde at salget blev droppet. I stedet valgte man at total renovere stadionet i 1989 til 1991. Efterfølgende har der været nye udvidelser i både 1999, 2006, 2008 og 2017. Under sin nuværende tilstand kan Estadio George Capwell have 40.020 tilskuere.
Panorama billede af Estadio George Capwell.
Entré og to timer til kampstart
Efter har have besøgt den lille bypark ”Parque Seminario” med leguanerne, gik jeg ind i katedralen og selvfølgelig starter en gudstjeneste, lige da jeg får foden indenfor. Derfor bliver visittet kortvarigt, da jeg ikke ønsker at blive fanget i en spansktalende gudstjeneste, lige i dag. Området hvor Estadio George Capwell ligger er ikke den fineste del af Guayaquil, så lad vær og gå rundt med alt dit elektroniske udstyr fremme og ligne du har for mange penge, på lommen. Da jeg nærmer mig Estadio George Capwell er der dog massere af politi, men også virkelig mange gadesælgere og generelt mange bare virkelig mange mennesker ude foran stadionet, med stadig over to timer til kampstart.
Der er heldigvis et gratis internet hotspot lige udenfor stadionet, så jeg kan logge på min mail og downloade begge billetter, som var blevet tilsendt fra Western Union. Den fine kvittering jeg havde med i lommen, var selvfølgelig ikke nok. Da jeg står der og downloader billetten får jeg stukket flyers i hånden om alt fra dommedag til næste hjemmekamp, tilbudt alt slags merchandise og utallige kampbilletter, dog lidt dyrere end de tre dollars Western Union solgte billetterne til ”San Martín” tribunen til. Da billetterne er downloadet og jeg går mod en af indgangene, står der er en ældre herre foran mig. Han er på jysk, godt og grundig træt af han ikke må få sin fyldte yoghurt flaske med ind på tribunen, så efter han er trådt til siden og han er færdig med at brokke sig, tømmer han flasken som en alkoholiker ville tømme en halvlunken Tuborg. Bunden i vejret og så røg den ned i én stor mundfuld. Vagten siger dog intet til det udvalg af medbragte arsenal af chips, han har i tasken. Jeg bliver klappet let på lommerne og får lov at gå videre ind igennem rondellen til tribunen, efter min billet er blevet scannet.
Estadio George Capwell er et virkelig flot og moderne stadion i forhold til hvad jeg havde forventet mig, af stadions i Ecuador. Der er en Dominos pizza bod på stadion og toiletterne er forholdsvis flotte set i lyset af, jeg er på et fodboldstadion. Der bliver solgt øl, nødder med lime og chili, alverdens slik og det hele foregår som altid i Sydamerika, med sælgere på tribunen. Der er frit valg hvor man vil sidde og da jeg er på stadion, så tidligt som jeg er, så vælger jeg næsten lige i midten ret langt nede foran. Her sidder jeg bare og kigger rundt på dette flotte stadion, med en noget speciel historie som først baseball stadion og nu et af landets førende fodboldstadions. Der bliver fyret bomberør af udenfor stadions og man kan høre Emelecs barra blava varme stemmebåndene op.
Kommer man tidligt på stadion, er der mulighed for at få en rigtig god plads.
Ganske få på stadion et par timer før kampstart, men jeg elsker at ankomme tidligt, så man rigtigt kan gå og kigge sig omkring.
Estadio George Capwell.
Under opvarmningen er det mest mindeværdige en hyldest af en af modstandernes spillere fra Guayaquil F.C. Det er Marcos Gustavo Mondaini, som nu spiller for Guayaquil F.C. men spillede altså i Club Sport Emelec fra 2006-2007, hvor han spillede 41 kampe og lavede 12 mål, under en lånekontrakt fra Boca Juniors. Han blev så i 2012 solgt til Emelec, hvor han spillede fra 2012-2019 og nåede at spillede 227 kampe og lavede yderligere 37 mål. Så snart han trådte ind på banen, rejste rigtig mange Emelec fans sig og klappede af ham. Det var både ret underligt og smukt på samme tid. Spillere som har gjort sig fortjent til at blive hyldet selvom de ikke længere spiller i klubben, men klæder om i omklædningsrummet for modstanderne, de har virkelig gjort noget specielt for klubben og det glemmes ikke her i Emelec eller Sydamerika.
Spillerne er kommet ind til opvarmning.
Kampstart og mål i første halvleg
Spillernes indløb til kampen er med høj musik, som desværre overdøver den ellers ret taktfaste klapsalve fra langsiderne og sangene bag målet.
Indløbet til kampen er netop klaret og så skal spillertunnellen fjernes.
Holdfoto af hjemmeholdets startopstilling.
De første tyve minutter af kampen bølger det lidt frem og tilbage med spillet på banen, mens solen sørger for at give os på lægterne mere end bare lidt sved på panden. I det 21 minut, sker det som så bare ikke måtte ske for de klare hjemmebanefavoritter, fra Emelec. Guayaquil angriber via venstre side op mod Emelecs mål, hvor der bliver lagt en flad bold langs jorden ind til angriberen Michael Hoyos, som kommer løbende ind i bolden, bag forsvarslinjen og total umarkeret får han lidt elegant/heldigt bolden videre med højrefoden og sparker den under Emelec målmandens ben, med venstre skøjten. Flot mål og pludseligt er der kortvarigt stille på Estadio George Capwell.
Guayaquil F.C. har netop bragt sig på 0-1.
Emelec presser på og med 29 minutter spillet bliver der lagt en bold flad ind igennem feltet, hvor flere spillere fra Emelec er tæt på at få en fod på og den kan gå i mål. Igen i 38 minut bliver en bold afleveret fra en friløber ind igennem feltet, bagved Guayaquils målmand, men angriberen Roberto Ordonez fra Emelec er ikke hurtig nok og kommer en fodlængde for sent og bolden går ud til målspark og en pausestilling på 0-1.
Hjemmebragt aftensmad på stadion i tupperware. Ikke alle steder i verden, at der er så frie rammer for, hvad man må bringe ind på tribunen.
Chok afslutning
Hjemmeholdets aktive fans med bannere og sang.
Anden halvleg starter hvor første sluttede og Emelec presser forsat på. 34-årige Ordonez fra Emelec er et ordentligt skur på 1,85 m og ifølge Wikipedia vejer han 85kg, det tror jeg nu lige der skal tilføjes nogle kilo til. Han er robust, fylder hvor end han er på banen, men langsom og kluntet med bolden. Han har flere chancer både i første halvleg og nu igen efter fire minutter af anden halvleg, men kan ikke få headet ordentligt og bolden ryger ud til målspark. I det 53 minut kommer forløsningen for Emelec. Udenfor feltet er der massivt klumpspil mellem omkring syv spillere og bolden bliver sparket lidt længere ud fra feltet, af en spiller fra Guayaquil. Her kommer José Cevallos så løbende og man kan nærmest fornemme at han tænker ”så spark da forhelved’ til den bold, drenge!” og allerede inden han rammer bolden, er dette her et af de skud der enten rammer bilerne udenfor stadion, eller får netmaskerne til at blafre. Heldigvis er det sidste scenarie og med indersiden af foden sender José bolden afsted med et drømmehug og sender Emelec op på 1-1. Pludselig er overraskelse vendt til positivitet og tro på tingene igen, fra hjemmeholdets fans. Estadio George Capwell består nu af udelukkende stående tilskuere der synger og vifter med hænderne i takt til de aktive fans sange bag målet.
Kampen bølger lidt frem og tilbage med halve chancer til hvert hold, dog med størstedelen til Emelec som også var favoritter til kampen, på forhånd. Men i det 89 minut dukker Guayaquils Gonzalo Mastriani op af sækken, efter en lidt anonym kamp oppe foran, som angriber. Han får en bold alene frem i venstre side af banen, dribler ind mod midten af feltet og halvt afdribler en Emelec forsvarsspiller, før han sparker den køligt ind i målet bag målmanden og bringer Guayaquil på slutresultatet 1-2.
Overraskelsen er sikret her med scoringen til 1-2, i det 89′ minut af kampen.
Overraskelsen er en realitet og stemningen går fra at være optimistisk og glad inden kampstart til nedtur og igen optimistisk, til nu at være rasende og skuffet. Spillere fra begge hold, trænere og dommere får sig alle en omgang med de værste gloser fra hjemmeholdets fans og det er ikke ligefrem fordi nogen af spillerne tager sig tid til at komme ud og skrive autografer, efter denne her kamp. En mor ved siden af os, holder sit barn for øerne, da faren skriger sine fulde lungers raseri ud med sætninger der både starter og slutter med ”puta”. Jeg bestiller en Uber og forlader stadionet efter at have suget de sidste indtryk til mig, fra dette fantastiske stadion.
Søndag, d.23/2 – 2020
