Vækkeuret ringer klokken 2.30 og jeg har fået af vide at jeg kan blive hentet i receptionen på Wild Rover, fra klokken 3.00. Allerede 10 minutter efter vækkeuret har ringet, har jeg fået vand i hovedet, børstet tænder og lidt duft under armene. Jeg tjekker det hele igennem i tasken og er faktisk ret sikker på at jeg har alt, jeg skal bruge. Det kommer vi dog tilbage til. Jeg går ud i receptionen og venter der med en kop kaffe til 3.10, hvor en guide fra Rainbow Mountain Travel kommer ind og spørg efter en Kristian Botoft Kvist, eller han forsøger hvert fald at udtale det. Minibussen er godt fyldt op og vi mangler lige at hente et par stykker mere fra deres hostels, inden vi kan begynde briefingen i bussen. Guiden forsøger at være lidt sjov og navngive vores gruppe ”sexy lama team”, men de fleste er meget trætte og et par enkelte sover allerede inden vi forlader Cusco. Rainbow Mountain ligger 5.100 m.o.h og har sine farver fra de mineraler, som er inde i bjerget. Fra vi forlader Cusco har vi lidt over en times kørsel til stedet, hvor vi skal spise morgenmad. Jeg forsøger at sove, men jeg har faktisk sovet rigeligt, da jeg gik i seng tidligt i går aftes, for at være frisk til i dag. Derfor smider jeg podcasten ”Yummi Yummi” på, som omhandler alle Kim Larsens sange og albums, i kronologisk rækkefølge. Udenfor banker regnen mod vinduet og jeg frygter desværre at det her kan blive en våd og kold dag på bjerget.
Da vi ankommer til den lille restaurant halvanden times kørsel fra Cusco, er gruppen også så småt ved at være sultne og sætter sig direkte til bords. Det er buffet med pandekager, brød, yoghurt hvor der er guldkorn til, vandmelon, banan og selvfølgelig en masse coca blade, til morgen teen. Guiden fortæller os at det ville være rigtig fornuftigt at bruge toilettet her på restauranten, da toiletterne på Rainbow Mountain er i dårlig forfatning. Det giver mig dog lidt panderynker, da toiletterne virkelig heller ikke er i den bedste forfatning her. Det er fire toiletbåse i en baggård, adskilt med en tynd metalplade og det er jo faktisk meget fantastisk at man kan nyde fuglenes morgensang, mens solen står op og personen i nabobåsen trykker en solid morgen brandskid af, så metalpladerne næsten vibrerer. Altså så er vi ligesom vågne, ik’?
Efter morgenmaden har vi yderligere en times kørsel til Rainbow Mountain og vi har ikke kørt længe fra restauranten da guiden vender sig om fra forsædet og siger, ”okay everyone! I need your passports, please”. Fuck, tænker jeg! Det ligger stadig i sengen, på Wild Rover. Jeg er sikker på at turen er overstået for mit vedkommende og jeg stensikkert ikke vil blive lukket ind, i nationalparken. Jeg burde sgu vide bedre og have dobbelt tjekket at jeg i det mindste havde lige dén genstand, pakket ned i tasken. Han lader mig svede i hvad der svarer til en evighed, men i realiteten muligvis kun et par minutter, før han igen henvender sig til mig og siger ”that’s okay my friend, one person I can fix, but not everyone in the bus”. Det er heller ikke nødvendigt, da jeg selvfølgelig er den eneste som har glemt sit pas. Jeg er nu alligevel ikke rolig før minibussen er kommet ind i nationalparken og jeg ikke er blevet efterladt i bussen med påbud om at jeg ikke er velkommen, uden pas. Jeg forsøger at glemme det med passet, men tankerne flyver rundt i hovedet.
En lama med solbriller på en dag, med regn og sne.
De første hundred meter op mod Rainbow Mountain, i regn og slud.
Man kan vælge at betale 60 sols for at blive reddet op til toppen og 80 sols for at komme både op og ned.
Ved ankomsten til Rainbow Mountain, stiger min nervøsitet. Men guiden har ret, han fixer problemet uden bøvl og jeg er nu med inde, med de resterende 15 personer. Vi er første bus inde ved bjerget og det drypper desværre stadig, da vi går ud af bussen. Guiden siger at det tager omkring en halv times tid at bestige bjerget og vi kan gå i vores eget tempo, han holder bagtroppen.
Jeg går langsomt i starten for at vænne kroppen til det høje luftlag og min nye personlige rekord for hvor højt, jeg har vandret før. Kort efter vi er begyndt at vandre fra bussen, udvikler regnen sig til sne og det bliver køligere. Jeg har regnjakken på, men bukserne bliver hurtigt våde og sveden begynder at skabe kondens, inde under jakken. Jeg forsøger at være positiv, men det er godt nok svært under opstigningen.
Rebet op mod Rainbow Mountain var godt dækket til med sne.
Jeg er dog første person på toppen, men det er ikke den store jubelscene jeg fremviser for bjerget. Det er tåget, sner, er koldt og hjertet banker derudaf. Det skal tages en god håndfuld eller to dybe vejrtrækninger, stille og rolig ned i kroppen, før der kommer ordentligt styr på vejrtrækningen igen. Så kommer positiviteten tilbage og jeg står nu alene foran Rainbow Mountain, tager armene ud til siden og smiler over hele ansigtet. I baghovedet kommer en stemme frem og siger ”du kan sgu da ikke få det hele midt i regnsæsonen, Kristian” og nej, det kan man ikke. Men man kan forsøge at smile af de mindre fantastiske oplevelser og nu har jeg været oppe og se på bjerget. Jeg har desværre bare ikke haft en skyfri dag og en lige så stor farvepallet som nogle af de andre besøgende har haft, på dette bjerg. Normalt skulle syv farver være tydeligt på bjerget, men jeg kan kun skimte tre farver, som dog stadig gør at det ser flot ud.
Udsigten til Rainbow Mountain, tåget og godt med sne.
Rainbow Mountain med sne og slud.
Rainbow Mountain med sne og slud.
Rainbow Mountain med sne og slud.
Rainbow Mountain med sne og slud.
Resten af gruppen begynder nu at komme og nogle er rigtig våde, ryster og vil faktisk helst ikke være så længe, oppe på bjerget. Jeg bliver dog i 50 minutter for at håbe på vejret klarer op, men desværre, det gør det ikke. Vejret bliver kun dårligere og dårligere. Halvdelen af gruppen er gået ned ad bjerget på nuværende tidspunkt, men da det nu har regnet en del, er stien ikke ligefrem ret fremkommelig. Forståeligt nok tager mange det roligt ned af bjerget og vil ikke falde.
“Let” fremkommelig sti, på vej ned af bjerget.
Flere måtte knibe øjnene sammen og bare kæmpe sig op i mudder, sne og slud, for at opleve Rainbow Mountain.
Jeg forsøger at give lidt af min positivitet videre til dem som først er ankommet nu her og de får virkelig brug for den. Flere af dem stopper mig på stien, for at høre om hvordan tilstandene er på toppen. Jeg kan ikke få mig selv til at lyve for meget og siger at med alt det regn og sne der desværre er kommet, så er det ikke alt for optimalt, så er der ikke sagt for meget.
Bagefter vil de gerne vide om det ikke er tæt på og ved de ældre personer lyver jeg igen og siger at det er foran dem, lige om lidt. Selvom de kun har vandret 30 minutter og stadig mangler over halvdelene af vejen, hvor det virkeligt går opad. De er sjaskvåde og stien minder om muddersti, på Roskilde Festival. Da jeg finder bussen på den nu fyldte parkeringsplads, er jeg fuldstændig våd, kold og klam.
Sådan ser man ud efter en nedstigning på Rainbow Mountain, hvis det sner.
Lamaen er nu endnu mere dækket i sne, men stadig med solbriller på.
Alt er vådt i bussen og folk forsøger at tage deres våde tøj af. Jeg opgiver det og tænker at nu skal vi bare tilbage til samme restaurant, have endnu en buffet og så mod Cusco i en fart. En times kørsel efter er vi ved restauranten og der er suppe, ris, pasta, kylling med grønsager og chips med guacamole til. Det er ret fantastisk at få noget varmt ned, men jeg ved at jo længere jeg opholder mig her i det her våde tøj, jo større er chancen for at blive syg og det gider jeg altså ikke til. Jeg får et par hurtige portioner mad og et par kopper coca te, for så at kigge rundt og se flere ryster af kulden. Vores guide har vidst luret at vi bare gerne vil tilbage mod Cusco og kort efter den sidste har spist færdig, er vi ude af døren igen.
Inden turen troede jeg lidt at jeg ville se to kirker efter turen til Rainbow Mountain, men den plan er bestemt droppet nu. Jeg er for kold, våd og skal bare tilbage til hostellet og have et varmt bad, noget rent og tørt tøj på og måske under dynen kort. Jeg går direkte fra byen til Wild Rover i Cusco, får mig et bad, noget rent tøj på og pakker så tasken ned, så den er klar til afgang i morgen, hvor en ny bus kører mig til Lima.
