Klokken fem bliver jeg vækket af Max, som serverer varm coca te i teltet. Der bliver rusket lidt i teltdugen og Max siger ”Hello! Good morning Kristian, how are you? I’m having coca ready”. Men inden jeg kan nyde min coca te, har jeg lige et hængeparti fra natten, der skal ordnes først. Tissetrangen er nu endnu større end i nat og jeg kan mærke at et toilet besøg også trænger sig på, men jeg holder det inde, til vi tjekker ind på hotellet senere. Det er en af de ting jeg altid savner, når jeg er ude i naturen, altså et rent toilet, hvor man kan sidde i fred og gøre hvad man nu gør.
Den blå bygning er skolen, som vi sov ved siden af.
Super kokken havde lavet kage, til efter morgenmaden.
Super kokkens kage.
Efter jeg har drukket min te og pakket mine tasker, er der morgenmad. I dag får vi igen ristet brød, omelet, pølser m.m. og som om det ikke var lækkert nok i forvejen, har superkokken hen over natten lavet en kæmpe kage til os i en gryde, til dessert. Jeg fatter ganske simpelt ikke hvordan det er muligt at lave så god og svampet en kage, i en gryde, over et gasblus.
Fantastik natur.
Fantastik natur.
Klokken syv går vi fra skolen og lejren, hvorefter vi bevæger os ned mod dalen. Vi går støt ned af bjerget og inden vi får set os om, har vi bevæget os 1.000 højdemeter nedad og her begynder myggevandviddet. Der er store sorte myg overalt, det er ulideligt at stå her og vente på bagtroppen, da vi ingenting kan gøre mod de forbandet blodsugende bæster. Selv med myggespray og konstante bevægelser, sætter de sig fast og suger blod. Jeg har blod flere steder på kroppen, efter jeg har klasket dem. Skulle man nu vælge, så ville udrydde myg som det første dyr, på kloden. Jeg mangler stadig at finde den ene person, der kan forklare hvad de bæster egentligt godt gør for kloden. Indtil videre kan jeg kun komme på irritation, kløe, spredning af sygdom og død.
At vandre i disse omgivelser, tror jeg aldrig jeg bliver mættet af.
Vandfald, bjerge og flot natur, det kan man da ikke få nok af.
Et spændende underlag, men kun et kort stykke vej.
Skov og mås.
Nil forklarer omkring skoven og dens træer.
Efter at have afventet bagtroppen en halv times tid, går vi længere ned i dalen og stopper ved ankomsten til en lille landsby, i bunden af dalen. Alt står igen klart til os og porterne er ved at tørre telte og pakke det hele korrekt ned. Dette er vores sidste oplevelse med portere og kokkene, da de efter middagen henholdsvis går tilbage over Condor passet og nogle skal afhentes med vores telte og tasker. Middagsmaden er med kylling, ris, mango ceviche, kød og grønsager og langt mere. Men hyggen bliver for mit vedkommende efter maden afbrudt. Vi bliver alle inddelt i grupper med hver vores konvolutter. Eller jeg er i min egen gruppe og så skal der udleveres drikkepenge til både portere, kokken og chefkokken. Jeg har intet imod drikkepenge, men jeg synes det er noget man skal give uopfordret og ikke få stukket en konvolut i hånden med kiggende øjne, fra alle sider. Det hele føles så påtvunget og som et Robinson øråd, da deltagerne går rundt og snakker i krogende hvad de hver især vil donere. Man vil selvfølgelig ikke vil ligge sig for meget, udenfor skalaen. Jeg donerer mindre end de andre og det er lidt synd, fordi de fortjener mere, men mit budget og hjerte siger samtidigt fra. Jeg har ikke råd til at ligge hvad nogen af de andre par, ligger i konvolutten. Bagefter skal vi stå i en rundkreds og klappe af hinanden, mens de får udleveret konvolutterne. Det er så akavet og jeg føler det er en forkert måde, at tackle hele oplevelsen på.
Vandløb med massere af fart på.
Fantastisk natur og dyreliv.
Fantastisk natur og dyreliv.
Nedstigningen på sidste vandredag.
Da vi efter trykker hånd med portere og kokkene, er det sidste gang vi ser dem og bussen holder klar til at tage os til ”Maras salt pans”. Turen varer omkring halvanden times kørsel, hvilket jeg udnytter med at smide noget musik i øerne og tænke over turen. Det eneste minus jeg kan finde, er at vi alle går i forskelligt tempo og der skal ofte gøres stop på ruten for at bagenden kan indhente fronten og nogle skal have flere pauser, end andre. Det er selvfølgelig ikke muligt at alle går i samme tempo og heller ikke noget man hverken kan eller skal forvente, med så mange deltager. Men for mig kan det virkelig være et irritationsmoment. Især når man allerede mærker samme dag, at myggesværmen har bidt sig fast under ventetiden og det klør. Jeg elsker at vandre i mit eget tempo, men det må man ligge til side under sådan en vandring her, det kan man ikke forvente.
Teltpladsen hvor alt udstyr skulle tørres, inden det blev pakket ned.
Campingpladsen hvor alt bliver tørret og pakket ned.
Super kokken er igang med middagsmaden.
Middagsmaden, alt var perfekt på den front.
Nil og super kokken takker for turen, da de efter middagen skulle retur mod Lares og Cusco, hvor vi skulle mod Machu Picchu.
På busturen til ”Maras salt pans” hører jeg musik og ser Nil, Max og chaufføren griner på forsædet og jeg forstår ikke hvorfor de griner sådan, mens de kigger bagud. Det går op for mig da Nil vender sig om og tager et billede af bussen. Alle, undtagen mig, sover som børn efter en lang dag i Djurs Sommerland. Jeg sender et håndtegn og Nil sender et tilbage.
Mares salt pools.
Mares salt pools.
Selfie ved Mares salt pools.
Ved ankomsten til Maras, bliver bussen vækket og sikke et syn at vågne op til. Maras har over 3.800 ”små” salt pools og området bliver kun større i fremtiden, da familierne deler de pools de har igennem familien. Pink salt er den dyreste og fineste salt området kan tilbyde. Der er indtil vider kun få steder i verden, den pinke farve fremkommer så naturligt. Inca folket fremstillede tre forskellige typer salt. Et til mennesket, et til dyrerene og et til at mumificere afdøde med. Disse salt pools ser faktisk dybe ud, men de er kun mellem 5-10 cm, fordi vandet skal krystallers og det gøres nemmest på lavt vand. Saltet i dette område kom hertil for mange tusind år siden, da området var dækket af saltvand, inden området ændrede sig med tiden. Det er af samme årsag at man kan finde muslingeskaller, oppe i de nærliggende bjerge.
Et lille lokalt sted, hvor vi smagte majsøl og marsvin løb frit rundt i huset.
Majsøl ved et lille lokalt sted.
Fra ”Maras salt pans” kører vi 45min til Ollantaytambo, hvor vi skal med toget klokken syv, som kører til Aguas Calientes, som er byen under Machu Picchu. Men her i Ollantaytambo får vi en god aftensmad og et par øl for første gang, i tre dage. Det er der vidst flere som har savnet og jeg får mig da også et par stykker. Aftensmaden er suppe til forret, pasta hvidløg til hovedret og en tyk amerikansk pandekage til dessert. Øllene har dog mere fokus end maden og det bliver til højlydte grin og gode samtaler, på kryds og tværs. Ved ankomsten til togstationen og ved det ikoniske blå tog er der lidt stres på, da toget kører om ti minutter. Jeg er den eneste som skal ind i togvogn A af alle deltagerne og jeg føler mig mere malplaceret end jeg troede var muligt, på denne togtur. Jeg bliver klemt ind blandt asiatiske turister som er klædt i deres stiveste puds og her sidder jeg så. Lugtende, svedende i det samme tøj som for tre dage siden og har lige drukket to store øl. Jeg må ligne en vagabond og sikkert lugte som en. Jeg ved kasketten ikke er totalt sort længere, den er misfarvet på fronten fra sveden og jeg føler de konstant ser skævt til mig og smågriner. Pludseligt siger en stille stemme indeni mig, noget til mig selv. ”Fuck dem”. Jeg er på eventyr, hvor jeg har vandret tre dage op og ned af bjerge, sovet i telt og kæmpet for at nå hertil. Hvad har i egentligt? Sikkert boet på luksushotel og taget en taxa til stationen, for ikke at svede og nu skal i vel løftes op til Machu Picchu i en kongestol, så i ikke får beskidte laksko? Jeg er ligeglad med dem og så bryder jeg ud i et stort smil. Mit eventyr er sejere, end jeres.
Fantastisk udsigt fra restauranten.
Vi går direkte til hotellet og det er virkelig et godt trestjernet hotel. Jeg får et single værelse og det er stadig til morskab for de andre, at jeg er den konstante single, på turen. Men jeg kan kun nikke og sige at jeg lever det vilde single liv med eget telt og hotelværelse, der er bare ingen som vil på besøg hos mig. Det bryder vi alle ud i grin over, selv de ældre. Det første jeg gør efter at have smidt taskerne er at sætte mig på toilettet og bare være alene, på mit værelse. Vandet i bruseren er som sendt fra himlen og skyller et lag af sved, lugt og støv af kroppen, så det tydeligt at det ses i bunden, af bruseren.
Jeg har dog stadig så meget uro i kroppen, at jeg ikke kan falde til ro. Jeg går i den nærliggende kiosk og køber en flaske vand til i morgen og en pakke smøger til sammenlagt 50kr. Jeg ryger to hurtige smøger og bliver helt svimmel. Jeg går tilbage til værelset, smider alt tøjet og falder omkuld i sengen.
