Briefing aftenen før afgang
Overordnede information:
Fra og til: Cusco → Lares Trek → Machu Picchu → Cusco.
Type tur: Vandring, kulturel.
Sværhedsgrad: +Middel, det kræver noget tilvænning med det lette luftlag og visse steder går det stejlt opad.
Sæson: Lares Trek er åbent for booking hele året rundt.
Pris: 600 USD $
Kort fortalt:
Fires dages eventyr med start i Cusco, hvor du bliver hentet på dit hostel/hotel. Herfra følger en perlerække af oplevelser med termisk bad, vandring gennem de smukkeste dale/bjerge, camping i fantastisk natur, salt mine besøg, togtur til og fra Aguas Calientes med det ikoniske blå tog, hotel overnatning og den afsluttende dag besøges det mystiske Machu Picchu.
Briefing dagen før afgang:
Briefingen foregår kl. 18.30 ved Alpaca Expeditions kontor, hvor jeg bliver budt velkommen med te i alverdens smagsvarianter. Her er allerede fire andre personer, da jeg ankommer. Jeg hilser og præsenterer mig selv. Vi sidder så og venter på de sidste personer, som skal dukke op. Guiden fortæller at vi er 13 deltagere på turen og at vi alle skulle have været på ”Inca Trail”, men da den blev lukket ned dagen før, grundet et jordskred på bjerget hvor én mandlig guide omkom og yderligere to blev hårdt kvæstet. Det har fået myndighederne til at lukke ned for ”Inca Trail” resten af januar og i februar er den lukket hvert år, grundet vedligeholdelse. Udover os 13 deltagere, vil der også være to guider (Nil og Max), to kokke og yderligere seks portere som skal fragte vores duffel bags, sætte telte op osv. Nil fører ordet da han er hovedguiden og bedst til engelsk. Nil siger at i morgen vil vi blive hentet på vores hostel/hotel mellem 4.30 – 5.00, hvor alt skal være pakket ned i henholdsvis dagsrygsæk, duffel bag (en taske udleveret af Alpaca Expeditions, med vores overskydende tøj, toilet taske osv., som kun vil være tilgængelig ved ankomsten til lejren, om eftermiddagen) og så min egen rygsæk som bliver opbevaret ved Alpaca Expeditions, indtil turen er forbi, da jeg ikke ved på daværende tidspunkt ved hvilket hostel jeg vil overnatte på, efter turen. Overnatning på turen bliver i telt de to første nætter og sidste nat bliver i Aguas Calientes på trestjernet hotel. Da vi er et ulige antal på turen, får jeg mit eget firepersoners telt som man normalt deler mellem to personer. Jeg vil have rigeligt med plads i teltet og får da også mit eget single værelse i Aguas Calientes. Vi gennemgår sammen en pakkeliste hurtigt, men Nil fremhæver at det er uhyrligt vigtigt at vi har vores pas med, samt at det er i vores dagsrygsæk. Efter vi bliver hentet har vi små to timers kørsel til de termiske bade ”Aguas termales” i Lares, hvor vi har én til halvanden timers tid til at være i de opvarmede pools, inden vi får morgenmad. Det kommer til at fungere sådan at efter hver aftensmad vil der være briefing om hvornår vi vil blive vækket næste dag, hvilke oplevelser og udfordringer vi skal være klar på. Ved dag tre når vi har vandret ca. tre timers tid vil vi få middagsmad og der vil vi så sige farvel til kokkene og porterne, da vi derfra ikke skal campere udenfor længere. Her vil vi samtidigt få udleveret konvolutter efter middagen, så vi kan donere drikkepenge anonymt. Fordi vi er blevet ombooket til ”Lares Trek” i stedet for ”Inca Trail” har jeg fået tilbudt at få et oppustelig liggeunderlag (15 US $), sovepose (20 US $) og vandrestave (15 US $), gratis med i prisen, som en form for kompensation. Vandrestavene bliver udleveret på dagen efter de termiske bade, ved starten af vandringen og sovepose/liggeunderlag vil ligge klar i teltet ved ankomsten til lejren. Det eneste vi skal bære selv, er vores dagsrygsæk med det nødvendige til selve dagen. Her er udover pas, minimum 2 L vand, lidt snacks, regntøj og en varmere trøje vigtigt. Den samlede pris løber op i 200 US $ i depositum og yderligere 400 US $, hvis du betaler kontant, ellers er det 420 US $ på dankort. Briefingen har taget en god times tid og nu er det med at komme tilbage til hostellet, få pakket det hele rigtigt ned og så håbe på lidt søvn, inden vækkeuret ringer klokken 3.30.
Således var min tur planlagt:
Dag 1: Tidlig afgang fra Cusco med besøg i det termiske bad ”Aguas termales” i Lares, vandring op langs Kiswarani vandfaldet og camping nær Blue Lagoon i enestående omgivelser.
Dag 2: Vandring over Condor passet, ofring til bjerget og camping i den lille by Cancha Cancha.
Dag 3: Vandring til Huaran, besøge salt minen Maras og med det ikoniske tog til Aguas Calientes, sidste nat på trestjernet hotel.
Dag 4: Med bus op og opleve Machu Picchu, bus ned til Aguas Calientes og med det ikoniske tog tilbage til Ollantaytambo og med bus tilbage til Cusco.