Der bliver rusket i teltet og Max står klar udenfor med varm coca te, man kan nyde i soveposen, inden man står op. Klokken er fire og efter små tre kvarter bliver der serveret morgenmad i den lille hytte, som ligger op af teltene.
Åbner teltet til denne her udsigt.
Der bliver hurtigt den stemning blandt deltagerne at kokkene kommer til at overraske os med deres niveau, på resten af turen. Fordi morgenmaden er langt bedre end nogen af os, har kunne drømme om. Der er suppe, frugt, ristet brød med marmelade og smør, pandekager, te/kaffe/kakao osv. Det er ren luksus og bedre morgenmad end jeg normalvis får i de større byer, jeg besøger.
Denne her hund blev vores følgesvend, på hele vandringen.
Udsigten fra campingpladsen, inden vandringen startede.
Klokken kvart over seks har alle deltagere pakket deres dagsrygsæk, til den hårdeste dagsvandring på turen, nemlig opover Condor passet. Vi har pakket vores duffel bag med de ting, vi først får brug for igen til aften, rullet soveposen ned i den tilhørende pose og derefter forlader vi lejren til porterne som pakker alt andet ned. Vi går fra lejren efter morgensolen er kommet over bjergene og stien er synlig de næste par kilometer frem, op gennem bjergene. Vi behøver dog ikke bevæge os ret meget længere op i højdemeterne fra overnatningsstedet som var i 3.900 m.o.h, før en del af deltagerne må sætte tempoet ned og holde længere pauser, for at få vejret. Jeg føler dog et overskud i kroppen og jeg ved ikke om det er coca bladene, den gode søvn eller bare spændingen i kroppen der giver mig fornyet energi, men jeg bevæger mig hele tiden frem blandt de første.
De første hundred meter fra campingpladsen, efter vi havde startet vores vandring.
Den blå lagune set fra en anden vinkel, efter vi havde begyndt vores vandring.
Den blå lagune set ovenfra. Bagerst i lagunen kan et hus ses, det var der vi spiste aftensmad og morgenmad.
Vores guide Max var lige lidt for hurtig på aftrækkeren.
Den blå lagune og genskær fra bjergene. Fantastisk udsigt og velfortjent lille pause på toppen.
Jeg skal dog lige vænne mig til at jeg ikke bare kan sætte mit eget tempo og gå som jeg vil. Jeg skal tage hensyn til andre og det skulle jeg aldrig på min pilgrimsrejse. Dagens summit er Condor passet som ligger i 4.650 m.o.h, så selvom det ”kun” er 750 højdemeter vi skal opad fra vores lejr, så gør den tynde luft det svært for mange. Det er på dette tidspunkt, første gange jeg nogensinde oplever at luftlaget kan give så mange problemer. Jeg har selvfølgelig hørt og læst om bjergbestigere (Rasmus Kragh, er bestemt en af de mest inspirerende for mig) som beskriver følelsen, højdesygen osv. Men indtil videre er den tynde luft eller højdesyge, ikke mit problem. Det er de alt for mange lag af tøj jeg har taget på, det er igen i dag ufattelig godt vejr, især set i lyset af vi er i Perus regntid. Jeg klager ikke, bestemt ikke. Men jeg sveder som et svin (som er et latterligt udtryk, fordi en gris kan ikke svede) og tasken kan ikke indeholde alle de mange lag tøj, så Nil binder det fast i stropperne på min dagsrygsæk og det er noget uhandy at vandre med, men det er dét alternativ, eller at have det på.
Endnu en lagune på den anden side af toppen, inden den endelige opstigning op til Condor passet.
Solen bager og sveden hagler af kroppen.
Efter omkring tre timers vandring står vi på toppen af Condor passet og der er stilhed. Ikke fordi vi er de eneste turister eller bare generelt mennesker på toppen, men fordi ingen af os siger noget til at starte med. Jeg bryder stilheden med et ”this is unbelievable”, nogle nikker bare i anerkendelse og få stemmer i og giver mig ret. Jeg har aldrig, som i aldrig vandret i så smuk en natur og været så øde ude i bjergene. Rundt omkring os tordner andre bjerge op mod himmelen, den enorme gletsjer foran os rumsterer og brager, det får Nil til at fortælle os at den desværre bliver mindre og mindre, for hvert år der går. Det er stadig varmt, skyfrit, ingen tåge eller regn i sigte og Nil minder os om hvor heldige vi bare allerede indtil nu på turen, har været. Vi aftaler at en ofring er på sin plads, når vi kommer lidt længere ind i bjergkæden.
Lige inden sidste opstigning op over Condor passet.
Brøndby flaget bliver igen vist frem, lige inden toppen af Condor passet.
Første rigtige udsyn til en stor gletsjer, på vej op over Condor passet.
Ubeskrivelig natur, som ikke kan retfærdiggøres med billeder og tekst.
“Åååååh det er vildt, det her!”
Fantastisk udsyn til bjerge og gletsjer.
Et styks tilfreds Kristian, på toppen af Condor passet.
Normalt fejrer Inca folket og de lokale ”Pachamama” dag, altså gudinden som er vel hvad man bedst kan beskrive, som jordens skaber, den 1. august. Her bevæger Inca folket og de lokale sig så højt op i bjergene og mod gletsjerne, som de kan og ofrer coca blade, muslingeskaller eller lignende til bjerget i det som vi vel bedst kender, som ”sten tårne”. Altså det hvor nogle placerer en masse sten ovenpå hinanden, i en form for balance tårn. Hos Inca folket har det haft en helt anden betydning i mange, mange hundred år. Vi samles alle i en rundkreds, lukker øjnene og beder om tre ting for fremtiden. Efter det får vi en væske i hånden som vi smører vores hænder ind i, klapper tre gange og holder hænderne sammen som et kræmmerhus og snuser det så meget som muligt, ned i lungerne. Bagefter får vi de flotteste tre coca blade som Nil og Max kan finde i deres poser og de skal vendes med den flotteste side mod bjerget. Herefter siger vi en del remser mod bjergene, kysser bladene og ligger dem ind i ”sten tårnet”. Grunden til man vælger tre blade, er fordi der er tre hellige dyr, ifølge Inca folket. Der er condoren som er himlen og dyret som skal bringe dig ind i himlen, altså den hellige verden. Der er pumaen som står for jorden og slangen for undergrunden. Disse tre dyr er ofte afbilledet i sten og meget hellige, for Inca folket.
Guiden Nil fortæller om Inca folket og vores kommende ofring, til Pachamama.
Coca bladene som vi hver især havde, til vores ofring til Pachamama.
Max byggede “sten tårnet” og Nil forklarer om ofringen.
Det færdige “sten tårn”, hvor vores coca blade ligger indeni midten.
Det er nok ret svært for os vesterlændinge at forstå, men jeg føler en forbindelse med det hele heroppe i bjergene og inderst inde rammer det mit følelsesregister hårdt. Da vi går videre fra bjerget, deles vi hurtigt op i en masse så grupper og flere går alene. Det gør jeg også. Jeg går i en tilstand imellem enorm glæde, respekt for bjerget, naturen, kulturen og de lokale som stadig praktisere denne religion, men samtidigt også en kæmpe klump i halsen som pludseligt udløser et par dybe vejrtrækninger, snøft og et par tårer. Jeg er lykkelig i det moment og tårerne er gode.
Tågen bevæger sig indover bjergene og vi bevæger os videre ned af bjerget.
Endnu en sø på vej ned, fra Condor passet.
Et lille hul mellem bjergene, som giver et perfekt billede af søerne nede af bjerget.
Endnu et stop for at tage billede. Dem var der rigtig, rigtig mange af.
På med tasken og regnslaget, selvom det overhovedet ikke var nødvendigt, på hele turen.
Da vi er kommet et godt stykke ned af bjerget og bliver samlet igen. Fortæller Nil at herfra vil det næsten kun gå nedad. Det vil hjælpe på vores vejrtrækning og energi. Vi får også et kursus i hvordan vi kan kende forskel på alpacaer og lamaer. Alpacaen har et rundt hoved, hvorimod lamaen har et spidst hoved. Sætter du tommeltot og de to midterste fingre sammen, kan du skiftevis lave et rundt og spidst hoved. Med lillefingeren og pegefingeren, kan du lave øerne. Det er en god måde at kunne kende forskel og man lærer hurtigt at spotte de forskellige arter, i bjergene.
Den lidt udfordrende nedstigning, fra Condor passet.
Nede fra Condor passet og ved lejren, hvor vi holdte middagspause.
Da vi kommer ned fra den lidt usikre nedstigning med løse sten, er lejren slået op. Porterne overhalede os allerede under opstigningen og flere af dem, skulle da lige træde i at vi ikke befandt os på vores normale højdemeter, så de løb forbi os mens vi prustende stod og hev efter vejret. De har slået lejren op med køkken telt, vores spise telt, toilet telte og bare gjort alt klar og hyggeligt. Jeg behøver ikke nævne hver gang vi får mad, hvor fantastisk det er. Fordi der var ikke ét måltid på turen som ikke udløste klapsalver og godt humør, fra alle deltagerne. Jeg ville ikke kunne lave disse retter i et masterchef køkken og de to kokke formår at lave alt dette, under utrolig primitive præmisser. Det er kun til at bøje sig i støvet over. Til denne middag er der til forret, suppe og hvidløgsbrød, til hovedret pasta med æg og oliven i en form karry sovs, pasta blandet med grønsager, fisk med sovs af ærter og peberfrugt, en form for kageagtig ting som bare mættede utrolig godt. Det hele var bare en fornøjelse, som altid.
Middagsmaden var intet mindre end fantastisk, efter en lang og hård vandring.
Pause udsigten til bjerge og alpacaer.
Heeeej Alpaca!
Efter maden siger Nil at fordi vi har gået hurtigere end forventet, så vælger vi at holde en times siesta. Solen skinner og bjergene er mere end rigeligt øjenguf, end de næsten kan holde til. Så af med støvlerne og strømperne, ligge på lidt plastik og for første gang siden vi sad i bussen, smider jeg musik i øerne. Det er det nye album med Benjamin Hav, som hedder ”Spice up your life” og jeg har en fest indeni kroppen. Jeg ligger her, holder sieste efter at have vandret højere op end nogensinde før, igennem verdens længste bjergkæde ”Andesbjergene” og ser alpacaer og lamaer gå oppe i bjergene og græsse. Det er forbandet smukt og uvirkeligt at være en del af.
Det sidste lille stykke ned mod lejren, hvor vi skulle overnatte.
Efter hvad der skulle være to timers vandring, ankommer vi til overnatningsstedet, i 3.750 m.o.h. Vi ankommer igen dog før den planlagte tid og hvad skal man så gøre for at slå et par timer af dagsprogrammet? Altså porterne har jo sørget for alt står snorlige i lejren, så der kan vi heller ikke hjælpe til. Udenfor skolen som vi skal sove opad i nat, er der et grønt areal, som har to mål. Der bliver arbejdet hurtigt og pludseligt kommer en af porterne løbende hen over det grønne område, med en fodbold. Jeg ligger og lytter til en lydbog, halv sover måske lidt, men registrer godt at der pludseligt er en voldsom aktivitet med at fjerne sten fra græsset og der bliver råbt. Det er Peru mod resten af deltagerne, i fodbold. Jeg følger lidt med i kampens første halvleg og det er ikke fair med højdemeterne, fordi porterne spurter frem og tilbage som om det hele var ganske normalt. Men deltagerne på trekket, kan ikke løbe mange meter før de må stoppe op, for at få luften tilbage i lungerne. Der går ikke længe før deltagerne er bagud med fire og det kan jeg alligevel ikke tillade. Jeg smider klipklapperne og skifter mig selv ind. Jeg tordner afsted til at starte med og alt for overivrig falder jeg, ikke én, men to gange. Det er ikke fordi græsset er vådt, det er nærmere efterladenskaberne fra alpacaerne og lamerne, som gør underlaget lidt ”spændende”. Det skal være løgn, tænker jeg. Jeg får bolden på midten af banen og ryger hurtigt rundt om den første porter, så den anden og målmanden ryger på skudfinten og så er deltagerne på 4-1. Der bliver råbt og jublet som vi har vundet en vigtig VM-kamp, for et nyopstartet landshold. Efterfølgende ligger jeg op til to basser mere så stillingen bliver 4-3 og vi har et par chancer i de døende minutter, men det ender desværre med et 5-3 nederlag, til os deltagere. Et par af porterne fra Peru minder mig om at det var hævn for at Danmark slog Peru, til VM sidst. Der bliver grinet og sammenholdet er røget flere takker i vejret, efter kampen.
Bag denne her primitive fodboldbane, var der en lidt bedre bane. Men stadig fyldt med sten og efterladenskaber.
Inden jeg skiftede mig selv ind, i fodboldkampen.
Efter der er fløjtet af, vasker vi fødderne i det iskolde vand fra gletsjerne og går op til teltet hvor der bliver serveret te, popcorn og en form for indbagte bananer, som har været igennem en friturestegning. Pludseligt kommer Nil ind i teltet og siger vi har besøg af to lokale børn, som har hørt rygter om, vi har et par gaver med. Jeg flyver ud af teltet og finder mine tolv små skumgummi bolde frem og afleverer dem alle sammen, til de to børn. De lyser op som juleaften, griner og smiler. Tænk at små skumgummi bolde til 20kr, kan give så stor glæde til børn, i deres alder. Så var det alligevel værd at bære dem hele vejen, over bjerget.
Dagens lejr ved den lille lokale skole.
Dette var fodboldbanen. Den blev også brugt af heste, alpacaer og lamaer.
Te tid med popcorn og indbagte bananer.
Efter teen ligger jeg mig ind i teltet, for at slappe af. Jeg er lidt tung i hovedet og pludselig udvikler det sig til en kraftig hovedpine. Jeg har slet ikke drukket nok vand i dag og slet ikke efter fodboldkampen. Jeg kan nærmest intet spise til aftensmaden, derfor sidder jeg bare og venter på de andre er færdige, så vi kan få morgendagens program og jeg kan hoppe i seng. Nil er hurtig til at spotte at jeg ikke er på toppen, men vi bliver efter få sekunder enige om at ikke er højdesyge, men bare udmattelse og dehydrering, jeg lider under. Så der bliver proppet rigeligt med vand i mig og så skal jeg nok være ovenpå, til i morgen. Efter briefingen er overstået er jeg første person ude af teltet og det er skyfrit, ingen kunstig belysning og derfor er stjerne klare. Det er et smukt syn, men jeg kan ikke rigtigt overskue at stå der for længe, da hovedet stadig buldrer derudad. Jeg siger til de andre at der er en overraskelse udenfor, hvis de kigger op og så får folk travlt med at komme ud af teltet og kigge. Da de fleste er ude af teltet, er jeg inde i mit eget telt. Jeg kan ikke overskue at børste tænder, men ligger mig i soveposen og indenfor fem minutter, er jeg i en dyb søvn. Jeg vågner dog omkring klokken to, fordi jeg skal ud og tisse. Problemet er bare som altid, at soveposen trækker for meget og jeg skyder det ud af hovedet og falder i søvn igen.
De to lokale drenge, som fik mine tolv skumgummi bolde.
