Jeg har sat vækkeuret til 3.30 og jeg føler en spænding, i hele kroppen. Har jeg nu husket det hele og pakket alt korrekt ned? Jeg når at pakke det hele ned og ud flere gange, inden jeg bliver hentet klokken ti minutter over fem. En mand efterspørger mit navn i døren til hostellet og udenfor står yderligere en mand klar til at tage imod, mine rygsække. Jeg har både min dagsrygsæk, duffel bag og min backpacker rygsæk med, da jeg ikke har booket et hostel til vi kommer tilbage til Cusco. I bussen får vi udleveret tæpper og de fleste af deltagerne falder hurtigt i søvn i bussen, men jeg kan simpelthen ikke falde i søvn på den times kørsel vi har til Calca, hvor vi holder en halv times pause til at købe gaver til de lokale børn i bjergene.
Nil på en fed Harley kværn i Calca.
Udsigten fra busvinduet mod “Lares hot spring”.
Udsigten fra busvinduet mod “Lares hot spring”.
Udsigten fra busvinduet mod “Lares hot spring”.
Markedet er lokalt og vi er de eneste turister, hvilket de lokale nemt bemærker, men der er ikke en aggressiv stemning for at få os til at købe noget. De holder bare øje med os. Jeg køber tolv små skumgummi bolde til ti sols og en kop sirup kaffe, da de ikke har pulver kaffe her, morgenkaffen koster to sols. Markedet er fyldt med kød, grønsager og alle mulige småting. Der bliver bestemt ikke tænkt alt for meget på hygiejnen her og kødet ligger side om side med grønsagerne og overfladen har ikke været vasket ordentligt, i noget der ligner dage. De omliggende huse er primitive og efter vi har kørt en smugle væk fra markedet, er de fleste bygget af ler og på den gamle Inca metode.
Kødafdelingen på markedet i Calca.
Allerede ved ankomsten til ”Lares hot spring”, skriger dette sted af et tilholdssted for lokale og de eneste turister udover os, er en anden trekking gruppe som også lige er startet, på deres tur. De termiske bade er fantastiske og en rigtig god måde at starte dagen ud på. Der er flere forskellige temperaturer i de opvarmede pools. Nogle er ”kølige” og andre går helt op til 48°. Jeg tænker at vi jo bliver kogt som middagsmad til de lokale og efter lidt tid vil de stå klar med knive og gafler for at spise os direkte fra den store suppegryde, vi bader rundt i. Efter vi har badet rundt i de forskellige pools i en times tid, er morgenmaden gjort klar til os. Vi samles rundt om et langt bord og der er både kaffe/te, juice, brød, marmelade og smør, scramble egg, frugtfad med alverdens forskelligt frugt og guldkorn vendt i en nødde blanding. Det starter rigtigt godt det her, tænker jeg. Vi er ikke blevet spist af de lokale, men vi har fået en himmelsk morgenmad.
Lares hot spring, hvor de lokale hænger ud og hygger sig.
Lares hot spring, hvor de lokale hænger ud og hygger sig.
Morgenmadsbordet i Lares hot spring.
Morgenmadsbordet i Lares hot spring.
Efter de termiske bade har vi en lille halv times kørsel til vores start, på vandre ruten. Vi ligner alle amatører i det uvante miljø og har svært ved at finde os til rette. Jeg har vandret omkring ti skridt, da jeg fylder munden med coca blade, som ikke har nogen euforiserende effekt, eller gør en afhængig. Men de hjælper derimod på højdesyge, sult og tørst. Jeg kan fra start lide smagen og jeg lærer da også efter en halv times vandring, at jeg har brugt dem helt forkert. Jeg har gumlet løs som de var tyggegummi og slugt dem efter. Det er selvfølgelig helt forkert og de skal ligges ind ved kæben som snus eller skrå. Så lærte jeg da også det.
Coca bladene som jeg havde med på turen.
Vi har dog ikke vandret længe efter det, før Max, som er den ene af vores guider, stopper os. Vi kigger ud på en mark, jeg kan godt se det ligner kartofler, men hvilken art, det ved jeg bestemt ikke. Det er dog også helt i orden, fordi i Peru har de over 3.000 forskellige slags kartoffelarter. Så kan vores ene hvide kartoffel i Danmark, vidst godt pakke sammen.
De første hundred meter med gruppen af deltagere, på Lares trekket.
Fantastiske omgivelser at vandre i.
Kameraet kom allerede fra start på turen, på overarbejde.
Max som er den anden guide, fortæller her om kartofler.
Kunne du vænne dig til denne her udsigt, mens du vandrede?
Vandløb og kunst på ruten.
Efter to timers vandring står vores portere klar ved et vandløb, med vores middagslejr. Der er sat køkkentelt, vores spise telt og toilet telte op. Til forret får vi serveret en suppe og hvidløgsbrød, som smager så kraftigt af hvidløg, at det er godt jeg ikke skal kysse nogen senere på turen. Til hovedret får vi fisk, avokado med fyld, ris, majs med ost på toppen og mango. Det her er langt bedre end forventet, det er jo et fest måltid. Ikke alene er det fantastisk at sidde herude i naturen med bjergene med og uden sne på toppen, vandfald i horisonten og med lokale, som virkelig forkæler vores smagsløg.
Spise teltet og de lokale i baggrunden som solgte strik.
Spise teltet og landskabet var lige til at overkomme.
Så er der tid til at vaske hænder, inden middagsmaden.
Spise teltet som vi brugte alle dagene udover aftensmaden, første aften og den sidste aften hvor vi sagde farvel til guiderne.
De lokale som solgte strik ved siden af spise teltet.
Dagens middagsmad.
Vi vandrer derfra efter halvanden times pause. Men inden vi kommer til lejren, bestiger vi Kiswarani vandfaldet, som får os alle til at blive blæst bagover. Det er syv ”små” vandfald der falder tæt op af hinanden og der kræver utallige stop, at få det hele med på vores billeder. Flere kan allerede nu mærke højden da vores lejr er i 3.900 m.o.h.
Vandreudstyret er på og Kiswarani vandfaldet i baggrunden.
Et tilfreds ansigt og Kiswarani vandfaldet i baggrunden.
Hovedguiden Nil på vej op af Kiswarani vandfaldet.
Jeg viser ofte Brøndby flaget frem, hvorend jeg rejser. Her med Kiswarani vandfaldet i baggrunden.
Kiswarani vandfaldet.
Kiswarani vandfaldet og storslående natur.
Udsigten fra toppen af Kiswarani vandfaldet.
Selfie tid på toppen af Kiswarani vandfaldet.
I alt fra frokosten har vi halvanden times vandring til den blå lagune, hvor vores portere igen er kommet før os og har slået lejr, os deltagere kigger på hinanden og smågriner lidt. Ingen af os har rigtigt været med til at campere i sådan et smukt område før. Det føles så surrealistisk at vores telte er slået op for os omkring denne kæmpe sø, med smukke bjerge som kredser om søen. Jeg har mit eget telt, da vi jo er et ulige antal og hold da op der er plads til at boltre sig på. Porterne har lagt en tynd madras ud som isolering, pustet luftmadrassen op, lagt soveposen klar og der er stillet små skåle frem med varmt vand, så vi kan vaske vores ansigter og hænder, inden der er te tid.
Den blå lagune ved vores teltplads, første nat.
Den blå lagune ved vores teltplads, første nat.
Telt pladsen ved den blå lagune, første nat.
Den blå lagune første nat.
Smilet sidder fast med sådan en udsigt og campingplads.
Smilet sidder fast med sådan en udsigt og campingplads.
Tågen kommer snigende indover campingpladsen, til aftenstid.
Toilet teltet med “udmærket” udsigt.
Det er en del af den daglige rutine at der er te tid, inden aftensmaden. Der står en skål med alverdens forskellige slags te, popcorn, kiks med smør og Nil som er hovedguiden, står for en lille præsentation af i morgen. Normalt bliver det holdt efter aftensmaden, men i dag tager vi det til teen.
Eftermiddags te med popcorn og kiks.
Planen er at vi bliver vækket klokken 4.30 med coca te i teltet, en halv times tid efter er der morgenmad og derefter er der afgang. Vi har en lang, hård dag i morgen. Der er ca. fire timer til toppen af Condor passet, som ligger i 4.650 m.o.h og yderligere to timer ned igen, til vores middagslejr. Der kan blive rigtig koldt på toppen, så alle får besked på at tage deres varme trøjer med i dagsrygsækken og påmindelsen om solbriller, da sneen kan skære i øjnene. Perfekt, tænker jeg. Fordi jeg passer ellers normalt godt på mine ting, men solbriller er det nye, jeg elsker at smide væk. Jeg har allerede købt tre par og smidt fire par væk, fordi jeg havde ét par med hjemmefra. Jeg må undvære og håbe det hele går alligevel.
Teltene er indkylet i tåge.
Aftensmaden består af suppe til forret, til hovedret får vi grønsager, en form for æggekage, pandekager, ris og kylling i grønsager osv. Jeg tænker lidt på om det er de kyllinger fra markedet, som bestemt ikke havde bestået et hygiejnetjek, i Danmark. Men så snart vi smager på maden, bliver vi igen blæst bagover af chefkokkenes evner, over det lille gasblus. Det er fuldstændig magisk, hvordan de forvandler maden til noget vi deltager hurtigt bliver enige om, er en Michelin stjerne værdigt. Derfor er vi også alle glade for at få muligheden for at hilse på portere og kokke efter maden. De præsenterer sig selv og alle er fra Lares området. De er altså lokale der kender området bedre end man næsten kan forlange. Vi præsenterer også os selv for dem, desværre er mine egenskaber ikke til at gøre det på spansk, men jeg gør det på engelsk og får guiden Nil til at oversætte for mig.
Vores super chef står for fantastisk mad, over et lille gasblus.
Dagen aftensmad.
Inden der bliver sagt godnat har porterne og kokkene en lille overraskelse i ærmet. De har varmet tretten varmedunke op med kogende vand, som vi får med i teltet. Jeg ligger min i fodenden på madrassen, men ikke ind i soveposen. Jeg vælger derimod at tage mit skiundertøj på og min Sydsiden hue på hovedet. Klokken er fem minutter over otte og jeg ligger i soveposen, vi griner lidt af hinanden inden vi går ind i teltet, fordi meget få af os har været så tidligt i seng på noget tidspunkt, på vores rejse. Ørepropper bliver ikke nødvendigt herude, der er kun os deltagere på bjerget, udover de lokale og det er bestemt ikke fordi vi eller de lokale, larmer efter nattens frembrud. Der er stille kort efter vi er gået i seng.
Kokkene og porterne præsentere sig selv for gruppen.
Jeg vågner i løbet af natten og har åbenbart pakket mig bedre ind, end hvad kulden kunne præstere at kæmpe imod, fordi jeg har det alt for varmt og smider hurtigt tøjet og sover videre i en dyb og dejlig søvn.
