Hovedstaden i Chile er Santiago som ligger i en dal, med bjerge omkring sig. Bliver det travle by liv for meget, så er det guld værd at komme ud og mærke naturen, stilheden og den ”friske” luft. Efter over en uge i Santiago, har jeg endnu ikke set noget regn eller form for nedbør. Det skal man naturligvis ikke klage over, men i og med Santiago ligger i en dal, med omkring 5 millioner mennesker, så er der selvfølgelig meget trafik på vejene. Det resulterer i at byen har store smogproblemer, som ikke kan forlade dalen uden lidt regn, til at forfriske luften. Så selvom udsigten udover byen var begrænset og det hele var meget tørt, så er det bestemt en af de mere spændende og anderledes oplevelser i Santiago. Der er to forskellige toppe man kan bestige, den grønne rute som fører op til Cerro Manquehuito i 1.316 m.o.h og så er der den blå som fører op til Cerro Manquehue, i 1.601 m.o.h. Jeg valgte at bestige Cerro Manquehue og det skal altså lige nævnes igen at selvom flere udenlandske rejsebloggere siger at det kan alle klare, hvis man bare er i nogenlunde almindelig form, så er jeg dybt uenig. Jeg synes faktisk at nogle af disse bloggere med deres beskrivelse, kan få en del personer i problemer og ikke bare skabe frygt hos personen som skal bestige bjerget, ved at sænke deres forestillinger i sådan en grad at flere tager munden fuld. Men også direkte være medvirkende til at nogle simpelthen enten falder og slår sig, bliver dehydreret eller hele oplevelsen bare ender ud med at blive en rigtig negativ omgang.

Min egen beretning fra dagen: Inden jeg forlader mit hostel ”La Casa Roja” spørg jeg lige fyren der arbejder i receptionen, om jeg bare kan tage den nærmeste metro for at komme ud til Escuela Militar, han svarer bestemt og hurtigt ”ja, sagtens”. Så jeg går derfra lidt over 10 og op mod den nærmeste metro, som er Santa Ana. Jeg spørg kvinden i billetboden om hun snakker engelsk, det gør hun ikke. Jeg skriver hurtigt en oversættelse ned på google translate, hun siger med det samme ”no no”, folder et metro kort ud og peger på farverne. Det er jo tydeligt at dette er den grønne metrolinje og jeg skal med den røde metrolinje. Så jeg kan ikke andet end smile og sige ”Gracias”, fyren fra receptionen havde enten taget pis på mig, eller anede intet om den offentlige transport i byen. Men jeg går stadig med godt mod ned til nærmeste røde metrolinje, som er Los Héroes. Her går jeg igen op til billetboden og spørg manden i boden, om han snakker engelsk, det gør han ikke. Jeg fremviser igen en oversættelse og han finder et kort frem, skriver et beløb jeg skal betale og bagefter vifter han mig hen mod scanneren. Jeg forsøger ikke én eller to gange at køre mit kort igennem scanneren, det var mange gange. Jeg bliver små frustreret da manden banker på ruden indefra billetboden, siger en masse på spansk og ryster på hovedet. Jeg vender mig efter at have prøvet yderligere 2/3 minutter og slår nu ud med armene mens jeg siger på dansk ”jamen forhelvede, så kom da ud af det bur og hjælp mig din store klovn!”. Samme sekund efter står en betjent lige foran mig og holder en flad hånd frem, foran mig. Uden at vide hvad han ville, stak jer ham kortet i hånden og han langsomt kører det hen over samme scanner, men foran på den og ikke ovenpå, som jeg gjorde. Nu lyser den grønt og jeg går igennem. Jeg kan se ud af øjenkrogen at han går tilbage til sin kollega og små griner lidt over den her gringo, som ikke kan finde ud af at scanne hans bib! kort. Metrosystemet her i Chile er ellers supernemt, så snart man lige har knækket koden, det tog bare lige en times tid for mig. Jeg tager det næste tog mod Los Dominicos og da det stopper på Escuela Militar, hopper jeg af.

Taxaerne holder klar lige ude foran, men kun én spørg om jeg mangler et lift. Man kunne tro at de var langt mere påtrængende her i Chile, men hverken på markedet eller her ude foran en metrostation, er de for meget. Jeg stiller mig hen til et busstop og uden Wi-Fi må jeg indrømme, at jeg var lidt fortabt. Så jeg spørg en sød kvinde om hun snakker engelsk, det gør hun ikke (kan i begynde at se tendensen?). Men hun vil meget gerne hjælpe mig med at komme op til bjerget, så hun hører buschaufføren, som selvfølgelig heller ikke snakker engelsk om vej. Han siger det er den næste bus, altså bus 11, rød linje. Hun skal selv med samme bus, så jeg føler mig lidt tryg ved situationen, men bliver noget usikker da hun pludselig viser mig hendes telefon og siger jeg skal stå af næste gang og tage en ny bus. Der skal jeg skifte over til bus 14, rød linje. Nå, jeg tænker da mit da jeg hopper af og sidder der i busskuret og venter på næste bus.

Da den kommer hopper jeg ind og scanner nu mit kort i nummer to bus, uden problemer. Problemet er bare at jeg kan se bjerget forsvinder mere og mere væk på mit kort. Jeg bliver nu først lidt nervøs og da der ikke er flere med bussen udover mig, så stopper chaufføren bussen, han går ud og begynder at pisse i vejkanten og tænder en smøg, ligesom det var det mest naturlige i verden. Han kommer så ind og vil høre om hvor jeg skal hen, det prøver jeg at forklare på engelsk og igen er der en barriere imellem os, fordi ja, du har gættet det. Han snakkede selvfølgelig kun spansk. Men jeg siger at jeg bare tager tilbage mod byen og derfra finder den rigtige bus derfra. Han går tilbage til sin plads, starter bussen og samler folk op langs ruten. Et sted holder vi lidt længere end normalt og så bliver der prikket på min skulder, af en af de andre passagerer. Det er buschaufføren som har sagt ned gennem bussen at jeg skulle af her, hvis jeg skulle kravle op af bjerget. Så jeg stiger af, nu ude i ingenting og bestemt ikke i nærheden af at være det rigtige sted. Indvendigt skælder jeg mig selv ud for ikke at have været forberedt godt nok, men jeg ved samtidigt også godt at det hele nok skal gå og sådan er det på eventyr. På den anden side af vejen er der et lejlighedskompleks som er indhegnet og med egen portør. Han må da kunne engelsk og guide mig den rigtige vej, tænker jeg. Altså han snakkede ikke engelsk og synes det lød som en meget farlig og dum plan at bestige det bjerg. Han begynder at snakke om der er massere af ”pacos” heroppe. Altså at det var ulovligt og der ville være politi, det gav bare ikke helt mening, nu hvor det var en vandrerute som flere har skrevet om. Hen mod porten kommer en stor Mercedes rullende, portøren har været så flik at høre personen bag rettet, om det var noget han kendte til. Det var det og han kunne ganske lidt engelsk. Jeg stikker hovedet ind af vinduet og en stærk nærmest stank af parfume, rammer mine næsebor til lyden af høj klassisk musik, han siger lidt arrogant at jeg skal tilbage til byen og om på den anden side af bjerget. Jeg skynder mig at sige tak og stikker så hovedet ud af vinduet, mest af alt for at kunne ånde igen. Tilbage til samme busstop og ned til Escuela Militar stationen og starte forfra, tænker jeg. Da jeg stiger af bussen, står samme chauffør der fra tidligere som smed mig af ude i ingenting. Han synes det hele er vældig sjovt og kalder så en af hans kollegaer over og fortæller historien til ham også. Jeg kan godt se de ikke aner hvor jeg vil hen og tiden går, så jeg tænker at hvis dét her skal lykkes i dag, så er det med en Uber derop og så må jeg bide i det sure æble og betale det som det koster. Jeg finder noget gratis netværk i nærheden af stationen, finder den helt rigtige lokation hvor jeg skal starte vandringen fra og 13.21 sidder jeg i Uberen, på vej mod toppen. Her i Chile er det dyrt, men 20 minutters kørsel og 10 kilometer senere, har jeg brugt 6.537 CLP (57,25Kr.). Jeg er ved at dø af hans aircon i bilen, men frem skal jeg om det så koster en lille snottud. Det er tydeligt at jeg har ramt plet denne gang, der er biler ude foran stålporten og der virker til at være en del mennesker her i dag.

Jeg træder ind gennem stålporten og jeg møder en mand, som er på vej tilbage fra toppen. Jeg spørg ham om han ved ca. hvor lang tid det vil tage at gå op til toppen, ved det han for han kommer lige derfra og siger at jeg skal regne med halvanden times tid hver vej. Det var ikke lige hvad jeg havde læst mig frem til og bestemt ikke hvad jeg har provianteret til. De 650ml vand ville have holdt stik, hvis det havde taget en times tid hver vej, men det er nu allerede sent i forhold til hvad jeg havde forventet og kan nu se frem til yderligere minimum tre timer i solen.

Jeg begynder min opstigning og det viser sig hurtigt at det her ikke er medium svært, det er virkelig nogle hårde opstigninger igennem det løse støvede sand og klipper. Jeg ved ikke helt hvad jeg havde regnet med, men hvert fald ikke dét her. Jeg må nogen af stederne fysisk kravle op, som en edderkop på alle fire. Jeg overhaler et par som har taget deres langhåret golden retriever med og jeg får en klump i halsen. Den pruster og vejrtrækningen er ved at give mig et hjerteanfald, så snart ejeren stopper ét sekund for at drikke vand, ligger hunden under ham i den smugle skygge der er, for at køle af. Det virker mindre velovervejet end det, jeg har bevæget mig ud i.

Langsomt, men sikkert kommer jeg tættere på toppen og efter lidt over en time, når jeg toppen. Men jeg er meget svedig og her på toppen blæser en ret kold vind. Vådt tøj, ikke nok væske, ingen mad i maven og en kold vind er bare ikke de bedste ting, at blande sammen. Jeg ved godt at jeg ikke er i stand til at sidde heroppe i flere timer og nyde udsigten, men for at være helt ærlig, så ødelagde smoggen også en stor del af den. I klart vejr ville jeg kunne se bjerge på den anden side af dalen, men i dag er det som en tung tåge, der ligger ind over byen.

Jeg suger dog det hele til mig og tager et par billeder, hvorefter jeg begynder min nedstigning omkring 15 minutter efter. Turen ned er ikke nær så hård, men den føles mere nervepirrende da jeg nu kigger ned og ud over bjerget, mens jeg samtidigt skal klatre nedad. Jeg møder en gruppe på fem unge og lad mig bare sige det sådan her, pigernes bukser var lige ved at gå i stykker bagpå efter alle de gange de havde kurret ned af bjerget, i det løse sand.

Mine hænder er også kørt ind i støv og sand og efter jeg har svedt, er de blevet fugtige og nu ligner det jeg har været i haven på en varm dag. Lidt efter lidt flader vandreruten ud og det bliver nemmere og hurtigere at komme ned. Jeg har intet Wi-Fi eller simkort, så jeg kan ikke bestille en Uber herfra og ned til stationen. Derfor er der ikke rigtigt andet valg end at gå de 5km ned af bjerget, til et supermarked tæt på et busstop. Jeg går hurtigt ind og køber en 1,6 L danskvand og tyller den nærmest ned, da jeg kommer frem til supermarkedet. Lige som jeg kommer ud til busstoppestedet, kommer bussen kørende. Han har dog på ingen måde tænkt sig at stoppe og kører lige forbi mig. Jeg bander ham langt væk indeni, da jeg efterhånden er godt udkørt. Jeg står der svedende, lugtende og beskidt indtil næste bus kommer, ti minutter efter. Jeg træder ind i bussen som den første af de fire som skal med, udover mig. Scanneren giver en lyd fra sig som klart indikerer at jeg ikke har flere penge på kortet, men på det tidspunkt er jeg fuldstændig ligeglad og går igennem tælleren som er ulåst. Et par af de lokale kigger ret skeptisk på den her turist som sveder, lugter, er beskidt og siger han ingen penge har. De ved udmærket godt det er løgn, men jeg skal med den bus om det så koster mig en bøde og vil de smide mig af, så bliver det fysisk. Jeg skal tilbage til mit hostel, have et bad og noget mad i en rygende fart. Så ved ankomsten til Escuela Militar, smider jeg yderligere 1000 CLP kredit på kortet, så jeg kan tage toget tilbage til Los Héroes. Det er søndag, jeg er træt, sulten, tørstig og så har jeg drømt om Subway, siden jeg stod på bjerget. Men alt er lukket og jeg går ad omveje tilbage mod La Casa Roja, for at finde noget som har åbnet. Det bliver en lille snusket restaurant, som vidst ikke havde været i nærheden af en glad smiley nogensinde. Men jeg bestiller det som ser ud til at mætte mest muligt, det bliver til pomfritter med pølser og noget kød (hvad det var for noget kød, det ved jeg stadig ikke), bløde løg og spejlæg på toppen. Så snart jeg kommer ind af døren på vandrehjemmet, finder jeg en stol og sidder mig udenfor og begynder at spise. Stadig svedig, beskidt og træt, men nu med fyldt mave. Det smagte faktisk ikke så slemt igen, det er ofte er langt værre i ens hoved, end realiteten. Jeg skyller maden ned med en liter øl og den ene bliver til flere sidst på aftenen. Jeg ville ønske at nogen havde forklaret mig bedre om hvordan man kom nemmest op til Carro Manquehue, hvordan bjerget var og hvad man skulle have med, derfor håber jeg min lille ”guide” kan hjælpe dig på vej, hvis du nogensinde kommer til at befinde dig i Santiago, Chile.

Sådan kommer du ud til Cerro Manquehue Hvis du befinder dig i Santiago centrum, så er den bedste og billigste måde at komme ud mod bjerget på, med henholdsvis metrolinjen og derfra enten bus eller uber. I Santiago er du tvunget til at købe et ”bib!” kort, hvis du vil bruge den offentlige transport, det kan meget nemt sammenlignes med vores rejsekort i Danmark. Den offentlige trafik er superbillig og nem at bruge her i Santiago, så gør dig selv den tjeneste at anskaffe dig et kort, én af de første dage du er i byen. Metrolinjerne er inddelt i farver og du skal finde den røde linje som kører mod Los Dominicos, hvor du stiger af på Escuela Militar. Jeg startede min tur mod bjerget fra Los Héroes, betalte 2.300 CLP. (20,14 Kr.), hvor jeg tror de første 750 CLP (6,50 Kr.) bliver brugt på oprettelse af kortet. Metroen koster 750 CLP (6,50 Kr.) uanset hvor langt du skal, det er der ingen kontrol med. Du scanner simpelthen bare dit kort og går enten til højre eller venstre, afhængigt af hvilken retning du skal. Supersimpelt, effektivt og billigt!

Ved ankomsten til Escuela Militar skal du gå mod udgangen som hedder ”Apoquindo/Subcentro”. Udenfor holder taxaerne klar, dem vil jeg for alt i verden undgå. Taxaer er næsten altid det dyreste alternativ hjemme i Danmark som det også er i udlandet. Her kan du dog blive snydt gevaldigt, hvis du ikke snakker spansk eller kan dine ”prut om prisen” egenskaber. En af de frivillige på hostellet snakkede om der skulle være et ”Colectivo” stop udenfor stationen, hvor man mod lidt forhandling kan komme op til vandreruternes start for omkring 2.000 CLP (17,51 Kr.). Den bus eller mulighed fandt jeg dog aldrig selv og kan ikke forklare ret meget om hvordan det er. Jeg gik derimod hen til de lokale busruter som for omkring 300 CLP (2,62Kr.) kan køre dig til et stop i bunden af bjerget, derfra har du lige 4kms vandring op ad bjerget, INDEN vandringen mod toppen starter.

Min anbefaling vil være at tage en Uber (som heldigvis stadig er lovligt her i Chile, tak til taxabranchen i Danmark, for at ødelægge den mulighed) helt op til toppen af bjerget, hvor du kan starte din vandring fra, den kostede mig 6.537 CLP (57,25Kr.) fra Escuela Militar. Så undgår du både bussen derud, vandringen op ad bjerget og sparer en masse tid. Er man en gruppe på et par stykker, så er det jo stadig superbilligt for at komme op til startpunktet. Skulle du nu vælge at gå, så er ruten nedenfor.

Når du har nået en af toppene, så går turen nedad igen. Jeg havde intet simkort eller Wi-Fi, så at bestille en Uber, var ganske enkelt ikke muligt. Jeg gik derfor ned af bjerget de ca. 5 km til Unimarc supermarked og derfra kører bus 14, rød linje, lige ude foran butikken og tilbage til Escuela Militar for 300 CLP (2,62 Kr.). Derfra kan du tage metroen tilbage mod den station, som ligger tættest på dit hotel eller hostel, igen for 750 CLP (6,50Kr.).

Er du som mig alene om turen, så endte jeg med at betale følgende sammenlagt: 750(metro)+6.537(Uber)+300(bus)+750(metro)=8.337 CLP (73,01Kr.). Er i flere som tager afsted sammen, så kan i jo spare en del på Uberen, som er den dyreste post. Hvornår skal man bestige bjerget?

Du kan bestige Cerro Manquehue hele året rundt, men jeg vil helt klart anbefale dig at gøre det efter en dag med frisk regn. Ikke skybrud, da det vil kunne gøre nogle af stederne på stien ufremkommelige eller farlige. Men frisk regn for at lette på smoggen. Desværre havde jeg ingen regn set i Santiago, så smoggen var virkelig tung, udsigten var smuk men som at se igennem en tung, konstant røgsky. Hvis du skulle have fået regn, så skulle du også kunne fornemme nogle af de nærliggende bjerge, med et lille fint dække af sne på toppen.

Hvor lang tid tager det?

Jeg kan kun tale om Cerro Manquehue, da jeg ikke besteg Cerro Manquehuito. Fra du går igennem lågen til du når toppen vil jeg som minimum sætte halvanden time af til opstigningen og det er vel og mærke i stabilt tempo med 1-2 træk lige vejret pauser. Nogle udenlandske rejsebloggere snakker om én time, men så kan du godt regne med at være total ødelagt og have tildelt dig selv 2 liter røvsved og en våd T-shirt. Nedstigningen til lågen vil jeg sætte en time af til. Det første stykke ned af bjerget er stejlt og du skal virkelig passe på ikke at kure eller falde. Tag dig god tid, det handler trods alt om at komme sikkert ned.

Sværhedsgrad

Jeg har i år 2019 vandret 4.000kms pilgrimsrute fra Skagen til Santiago De Compostela, lange +10 timers vandringer, gået igennem Pyrenæerne og besteget et par toppe på min vej. Jeg føler jeg kender lidt til det efterhånden, men dét her, det var altså ikke til sammenligning. Mange skriver at alle med almindelig fysisk form kan klare sådan en vandring og jeg er meget uenig. Det er ikke noget alle bare lige kan og skal. Det er en hård opstigning i henholdsvis vandrespor i jord, løst sand, løse sten og til slut skal du kravle som en edderkop op ad klipperne for at kunne holde balancen. Selve stien er ikke altid så godt skiltet og der er flere steder hvor du selv kan vælge om du vil gå mod højre eller venstre, for så at møde ind på samme sti længere oppe. Alt i alt vil jeg sige at du skal have en del erfaring indenfor vandring i bjerge, være i god fysisk form og have det rette fodtøj med. Føler du tvivl ved bunden af bjerget, så vælg i stedet at bestige Cerro Manquehuito, som er nemmere og mindre udfordrende.

Hvad skal jeg have med?

Vandresko/støvle: Du skal have et par gode vandresko/støvler med. Dette giver dig bedre føling med underlaget, støtte til dine ankler og forbygger at du falder eller glider på løse sten. Gummisko, sandaler og klipklappere er hvis du spørg mig, totalt udelukket.

Dagsrygsæk: Du kan ikke have hænderne frie, hvis du skal holde vand, mobil, kamera osv i hænderne, så tag en lille dagsrygsæk med som kan indeholde alle de ting, du får brug for både før, under og efter turen. Det kan fx være:

– Solcreme: Der er få steder på ruten, hvor du kan gemme dig i læ for solen, så du smør nu kroppen ind i et lag solcreme inden du starter, på vandringen. Det er så træls at gøre det halvvejs oppe, allerede lidt rød og nu med støvede og beskidte hænder.

– En god madpakke: Der er ingen steder oppe på bjerget du kan købe mad, så spørg for at have en lille madpakke med. Et forslag kunne være din egen smurte sandwich, med en protein bar til dessert.

– Rigeligt med vand: Ligesom med maden, så er der ingen, som i ingen steder at kunne fylde sin vanddunk op på bjerget. Derfor husk nu rigeligt med vand, jeg vil personligt sige at omkring 2 liter pr person er passende. Det er ekstra vægt, korrekt, men uden skygge og med +30 grader, så sveder du lynhurtigt den første liter ud efter du er kommet i gang med vandringen.

– Solbriller og kasket: Hvis solen virkelig bager og du er uden skygge for et par timer, så er en god kasket og solbriller virkelig guld værd.

Andet fra samme kategori

Bornholms kyststi – Dag 7

Bornholms kyststi – Dag 7

Fra Hasle til Rønne     Morgen i snegletempo Da jeg åbner øjnene i soveposen og kigger mig omkring i shelteret, er det til min første morgen på turen, uden vækkeuret har været slået til. Jeg har kun omkring 9 km ind til Rønne og derfor er der på ingen måde...
Bornholms kyststi – Dag 6

Bornholms kyststi – Dag 6

Fra Opalsøen til Hasle     Hammershus borgruin i regn og blæst Da jeg slår øjnene op i hængekøjen, er jeg godt klatøjet. Jeg kom aldrig rigtigt til at føle mig tilpas i hængekøjen, så selvom jeg gik tidligt i seng, så fik jeg ikke sovet meget og den søvn jeg...
Bornholms kyststi – Dag 5

Bornholms kyststi – Dag 5

Fra Østerlars til Opalsøen     Morgenmad på Gudhjem røgeri Når jeg er på disse vandringer, så har jeg ikke selv sat en alarm på telefonen for at komme op, det sørger både naturen og mit indre vækkeur for. Jeg vågner stort set næsten altid omkring klokken syv...
Bornholms kyststi – Dag 4

Bornholms kyststi – Dag 4

Fra Svaneke til Østerlars     Høj på overnatning i telt Jeg slår øjnene op klokken halv syv og selvom teltet har kostet under en hund, så har jeg faktisk sovet udmærket. Jeg vågnede kort omkring tre tiden, men kun fordi jeg hørte regnen slå mod teltdugen....
Bornholms kyststi – Dag 3

Bornholms kyststi – Dag 3

Fra Snogebæk til Svaneke     Frisk vind i shelteret til solopgang Da jeg kvart over seks slår øjnene op, er det til lyden af den blafrende presenning som lukker det ene friske vindpust ind i shelteret efter det andet, alt imens solopgangen så småt, er ved at...
Bornholms kyststi – Dag 2

Bornholms kyststi – Dag 2

Fra Boderne til Snogebæk     Tidligt op og ud på stierne Klokken er omkring seks, da jeg slår øjnene op og åbner døren ud til shelterpladsen. Jeg ligger lidt i soveposen og drømmer om at man kunne fryse tiden og bare ligge her resten af dagen og nyde...
Bornholms kyststi – Dag 1

Bornholms kyststi – Dag 1

Fra Rønne til Boderne     Med offentlig transport til Køge Det er torsdag aften d. 23/7 2020, tasken er pakket med oppakning til en uges vandring på Bornholm og jeg er virkelig klar til at komme tilbage til solskinsøen, som jeg ikke har besøgt siden 7....
Overblik over Bornholms Kyststi

Overblik over Bornholms Kyststi

Grundlæggende om Kyststien Kyststien bliver ofte beskrevet som en 120 kms vandrerute, rundt om Bornholms kystlinje. Men en stor del af vandreruten går faktisk langs de gamle redningsstier, som blev grundlagt allerede tilbage i 1895, da folketinget vedtog Danmarks...
Gendarmstien – Dag 4

Gendarmstien – Dag 4

Fra Kollund skov til Padborg       Blikstille morgen i Flensborg Fjord Jeg faldt i søvn til synet af Flensborg Fjord og jeg vågner til samme fjord, i total blikstille tilstand. Det store skibsværft på Flensborg havn, er lyst op i morgensolens stråler og...
Gendarmstien – Dag 3

Gendarmstien – Dag 3

Fra Gråsten til Kollund skov       Sovet som en sten, vækket af gravemaskine Her til morgen er der ingen som har sat alarm i shelteret, eller har planer om en tidlig start på vandringen. Fuglesang udenfor shelteret og solens stråler er normalt mit...
Gendarmstien – Dag 2

Gendarmstien – Dag 2

Fra Kobbel skov til Gråsten       Solopgang, kaffe og stilhed! Jeg elsker at sove udenfor i naturen, men når det er første nat udenfor, så skal man altid lige finde sig til rette og med vandringen på de 37 km i går, så vidste jeg godt det ville blive en...
Gendarmstien – Dag 1

Gendarmstien – Dag 1

Fra Skovby til Kobbel skov     Mama sørger for morgenmad og transport til Skovby Som altid før et nyt eventyr, så sover jeg aldrig natten op til turen skal starte, så da vækkeuret ringer klokken 05:45, er det ikke ligefrem fordi jeg flyver ud af sengen. Men...
Gendarmstien

Gendarmstien

Overblik over gendarmstien       Efter at have vandret Gendarmstien fra Skovby til Padborg i juni 2020, kan jeg kun tilslutte mig koret om at dette er en af Danmarks smukkeste vandreruter. Vælger du at gå fra Padborg til Skovby eller omvendt som jeg...
TelefériQo i Quito

TelefériQo i Quito

En overskyet fornøjelse       Masaya hostel til TelefériQo Jeg vågner ved alarmen går i gang omkring klokken ni og kravler derefter ned fra overkøjen, på den otte personers stuen på Masaya hostel, som jeg bor på. Jeg går ned i køkkenet og laver mig en...
Independiente del Valle mod Junior de Barranquilla

Independiente del Valle mod Junior de Barranquilla

Tomt kæmpe stadion uden tag, i regnvejr       Opgave inden Estadio Olímpico Atahualpa Inden jeg kan tage til dagens fodboldkamp mellem Independiente del Valle (Ecuador) og Junior de Barranquilla (Colombia) i Copa Libertadores, har jeg en super vigtig...
L.D.U. Quito mod River Plate

L.D.U. Quito mod River Plate

Sendt hjem til Argentina, på røv og albuer     Fra hostel til La Casa Blanca Da jeg i morgen skal ud på ”Cuyabeno jungletur”, så går jeg på jagt efter solcreme og insektspray, i de nærliggende supermarkeder. Da jeg har fået styr på hvad jeg vil lade blive på...
Independiente del Valle mod Olmedo

Independiente del Valle mod Olmedo

Choknederlag på Estadio de Ruminahui     Fra hostel til stadion Jeg forlader hostellet Masaya, som ligger i den gamle bydel i Quito. På hostellet har receptionisten fortalt mig at der gerne skulle køre en bus fra ”Estación Playón de La Marín”, som er en...
Cuyabeno junglen – Dag 5

Cuyabeno junglen – Dag 5

Nu tilbage mod Quito     Morgentur i kanoen Vækkeuret ringer tidligt i dag, faktisk helt bestemt klokken 5:00. Edwin har besluttet at vi skal på en tur op af floden klokken 6:00 i kano, for at se om vi kan få øje på nogle morgentrætte dyr. På mit tidligere...
Cuyabeno junglen – Dag 4

Cuyabeno junglen – Dag 4

En utrolig dagstur i junglen     Drømmene Vækkeuret hiver mig ud af drømmeland, klokken syv. Jeg har nogle drømme for tiden, som føles rigtig virkelige. Den seneste tid har de handlet meget om fremtiden, for mig. Jeg drømmer for tiden om en campervan, om at...
Cuyabeno junglen – Dag 3

Cuyabeno junglen – Dag 3

Piratfiskeri og badning i samme flod     Piratfiskeri Alarmen ringer som planlagt klokken 7:00 og jeg ligger bare en halv time under myggenettet og vågner stille og roligt. Lidt i otte går jeg hen til restauranten, hvor der er morgenmad. I dag får vi tre...
Cuyabeno jungletur – Dag 2

Cuyabeno jungletur – Dag 2

Regn i regnskoven     Morgenmad og morgentur i junglen Jeg har sovet som en sten, da jeg endelig kunne falde i søvn. Vækkeuret ringer klokken 7:00 og bagefter ligger jeg bare i fosterstilling, under myggenettet og slapper af, indtil jeg bliver nød til at stå...
Cuyabeno jungletur – Rejsen til junglen og dag 1

Cuyabeno jungletur – Rejsen til junglen og dag 1

Her skal jeg sgu da ikke bo?!     På gensyn Quito Jeg vågner ved alarmen går i gang, klokken kvart i otte. Næsten alle mine ting er pakket ned i rygsækken og jeg skal i dag tjekke ud fra Masaya hostel i Quito, for at tage på min første rigtige jungletur...
Mitad del Mundo – Ækvators nulpunkt

Mitad del Mundo – Ækvators nulpunkt

Ækvators nulpunkt     Ciudad Mitad del Mundo Små 30 km fra centrum i Quito, hovedstaden i Ecuador, (Ecuador oversat fra spansk til engelsk er equator, som igen oversat til dansk fra engelsk betyder ækvator) ligger San Antonio de Pichincha. Byen bliver hvert...
Vandretur i Cajas National Park

Vandretur i Cajas National Park

Fra kontor dag til vandretur     Fra kontor dag til vandretur Her på hostellet ”Mallki Hostel” i Cuenca, havde jeg faktisk planlagt en dag på kontoret i dag. Når jeg siger på kontoret, så mener jeg faktisk bare min seng, eller en sofa i opholdsstuen, hvor...
Club Sport Emelec mod Guayaquil City FC

Club Sport Emelec mod Guayaquil City FC

Estadio George Capwell   Anskaffelse af kampbillet Noget af det første jeg altid gør, når jeg kommer til et nyt land eller by, under mine rejser, er at tjekke min groundhopper app på telefonen, som hedder ”Futbology”. Her kan jeg få en idé om hvilke fodboldhold...
Deportivo Municipal mod UTC

Deportivo Municipal mod UTC

Estadio Universidad San Marcos   Tilbage til hostel, pool og en øl Efter fodboldkampen tidligere i dag, som var ”Club Sporting Cristal der spillede mod Cusco FC”, tog jeg en Uber tilbage til hostellet klokken 12:55, til 17 soles (34 kr). Jeg går direkte ind på...
Club Sporting Cristal mod Cusco FC

Club Sporting Cristal mod Cusco FC

Estadio Alberto Gallardo   Op og afsted! Efter jeg kom hjem fra kampen ”Universitario de Deportes mod Sport Huancayo” i går aftes, så skulle det da fejres at jeg nu havde set min første fodboldkamp, her i Sydamerika. Det blev så til en god håndfuld øl på...
Laguna Paron – Klart den bumlende bustur værd!

Laguna Paron – Klart den bumlende bustur værd!

Alene afsted til Laguna Paron Ana tog afsted med bussen i går, så nu er jeg igen alene med min rygsæk. Det er utrolig dejligt med selskab undervejs på rejsen, men lige netop på denne her rejse, vil jeg gerne rejse solo og ikke være afhængig af andres rejsemål, eller...
Laguna 69 – På lagune tur i regnvejr

Laguna 69 – På lagune tur i regnvejr

På lagune tur i regnvejr   Morgenstund har guld i mund Vækkeuret ringer klokken fire og jeg begår den fejl som jeg heldigvis meget sjældent gør når jeg skal på en tur, jeg slår nemlig alarmen fra og falder i søvn igen. Ana vækker mig ti minutter efter, da hendes...
Pastoruri Glacier – Min første gletsjer

Pastoruri Glacier – Min første gletsjer

Ana og jeg sidder klar i receptionen lidt i ni, da det er vores afhentningstidspunkt. Vi har booket turen til Pastoruri gletsjeren igennem hostellet og dermed fået lidt rabat. Ulempen er at man ikke helt kan vide sig sikker på, hvilket selskab man kommer med. Turen...
Første fodboldkamp i Sydamerika!

Første fodboldkamp i Sydamerika!

“Universitario de Deportes mod Sport Huancayo” Allerede den 5. februar forsøgte jeg at komme ind på Estadio Monumental ”U”, i Lima, Peru. Universitario de Deportes fra Peru, skal møde Cerro Porteno fra Paraguay, i Copa Libertadores kvalifikationen. Jeg...
Rainbow Mountain – I regn, slud og sne

Rainbow Mountain – I regn, slud og sne

Vækkeuret ringer klokken 2.30 og jeg har fået af vide at jeg kan blive hentet i receptionen på Wild Rover, fra klokken 3.00. Allerede 10 minutter efter vækkeuret har ringet, har jeg fået vand i hovedet, børstet tænder og lidt duft under armene. Jeg tjekker det hele...
Lares Trek til Machu Picchu – Dag 4 – 28. Januar.

Lares Trek til Machu Picchu – Dag 4 – 28. Januar.

Jeg har sovet som en sten og er ikke helt frisk på at stå op, da vækkeuret ringer 3.35 på Inti Punku hotellet, så jeg snuser videre to gange. Men der intet at gøre, dette er den store dag på turen og jeg kan sove, når jeg forhåbentligt bliver en gammel berejst mand....
Lares Trek til Machu Picchu – Dag 3 – 27. Januar

Lares Trek til Machu Picchu – Dag 3 – 27. Januar

Klokken fem bliver jeg vækket af Max, som serverer varm coca te i teltet. Der bliver rusket lidt i teltdugen og Max siger ”Hello! Good morning Kristian, how are you? I’m having coca ready”. Men inden jeg kan nyde min coca te, har jeg lige et hængeparti fra natten, der...
Lares Trek til Machu Picchu – Dag 2 – 26 . Januar

Lares Trek til Machu Picchu – Dag 2 – 26 . Januar

Der bliver rusket i teltet og Max står klar udenfor med varm coca te, man kan nyde i soveposen, inden man står op. Klokken er fire og efter små tre kvarter bliver der serveret morgenmad i den lille hytte, som ligger op af teltene. Der bliver hurtigt den stemning...
Lares Trek til Machu Picchu – Dag 1 – 25. Januar

Lares Trek til Machu Picchu – Dag 1 – 25. Januar

Jeg har sat vækkeuret til 3.30 og jeg føler en spænding, i hele kroppen. Har jeg nu husket det hele og pakket alt korrekt ned? Jeg når at pakke det hele ned og ud flere gange, inden jeg bliver hentet klokken ti minutter over fem. En mand efterspørger mit navn i døren...
Lares Trek til Machu Picchu – Fire dage, tre overnatninger

Lares Trek til Machu Picchu – Fire dage, tre overnatninger

Briefing aftenen før afgang Overordnede information: Fra og til: Cusco → Lares Trek → Machu Picchu → Cusco. Type tur: Vandring, kulturel. Sværhedsgrad: +Middel, det kræver noget tilvænning med det lette luftlag og visse steder går det stejlt opad. Sæson: Lares Trek er...
Cerro Manquehue, Santiago dalens top!

Cerro Manquehue, Santiago dalens top!

Hovedstaden i Chile er Santiago som ligger i en dal, med bjerge omkring sig. Bliver det travle by liv for meget, så er det guld værd at komme ud og mærke naturen, stilheden og den ”friske” luft. Efter over en uge i Santiago, har jeg endnu ikke set noget regn eller...